God uge for de danske Challenge Tour spillere

Både Jeppe Huldahl og Anders Schmidt Hansen viste god form, da årets Challenge Tour i denne uge for alvor blev skudt i gang i Argentina. De to danskere sluttede som nr. 12 og 14 i et stærkt besat felt.


Af Søren Barnak, 31. marts 2008

Det blev til argentinsk hjemmesejr, da der i denne uge blev spillet Abierto del Centro på Cordoba Golf Club i Cordoba, Argentina. 
Estanislao Goya og englænderen Gary Boyd sluttede begge 12-under-par og måtte derfor ud i omspil om titlen. Her sikrede Goya sig sejren med en birdie på første omspilshul, hul 18.

Tredjepladsen gik til James Heath (-10), mens turneringens absolutte hovednavn, den forsvarende US Open-vinder, argentineren Angel Cabrera, sluttede på en delt sjetteplads i -6.

Turneringen var den første af i alt tre turneringer, som i de kommende uger spilles i Sydamerika. De tre turneringer, to i Argentina og én i Columbia, markerer for alvor sæsonstarten på den europæiske Challenge Tour, der har deltagelse af en lang række danske spillere. To af dem, Anders Schmidt Hansen og Jeppe Huldahl, havde valgt at stille til start i denne uges turnering.

Efter første runde så Anders Schmidt Hansen ud til at skulle misse cuttet, men en anden runde i 69 slag betød et avancement fra en placering som nummer 85 til en delt 27. plads med god afstand til cutgrænsen. Dermed var der lagt op til en god weekend for Anders Schmidt Hansen, der i sidste sæson var tæt på at spille sig direkte ind på European Tour. Med to afsluttende runder i 69 slag sluttede Anders Schmidt Hansen på en delt 14. plads i samlet 3-under-par.

Bedste dansker blev imidlertid Jeppe Huldahl, der med en afsluttende runde i 70 slag sluttede på en delt 12. plads i samlet fire-under-par. Efter weekendens turnering er Huldahl bedst placerede dansker som nr. 22 på Challenge Tour pengelisten.
Resultat

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search Golfhæftet

 

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik