Joakim Haeggman vandt i Frankrig
Joakim Haeggman vandt ugens turnering på Challenge Tour, mens danskerne havde en mindre god uge. Anders Schmidt-Hansen var ene om at klare cuttet.
Af Søren Barnak, 26. april 2008
Svenske Joakim Haeggman, der i denne sæson veksler mellem Challenge Tour og European Tour, vandt lørdag AGF-Allianz Open Côtes d‘Armor Bretagne, som blev spillet på Golf Blue Green de Pléneuf Val André i Frankrig.
Den svenske veteran spillede en god turnering og efter runder i 66-74-67 sluttede Haeggman af med en finalerunde i 68 slag, hvilket lige akkurat var nok til at vinde ét slag foran engelske Marcus Higley, der sluttede i samlet fire-under-par.

Turneringen havde deltagelse af tre danskere. Desværre måtte Mark Haastrup og Jeppe Huldahl begge holde weekenden fri efter at være sluttet i henholdsvis fem og seks over par efter de to første runder.
Ene om at repræsentere Danmark i finalerunderne var Anders Schmidt-Hansen. Efter runder i 71 og 72 slag var Schmidt-Hansen i tredje runde rundt i 67 slag og rykkede dermed helt frem på 17. pladsen inden lørdagens finalerunde.
Her kunne den unge dansker imidlertid ikke få spillet til at fungere, og med en 76’er faldt Anders Schmidt-Hansen tilbage til en delt 39. plads i samlet +6.
Resultat