Richard Sterne tog titlen i Joburg Open

Sydafrikaneren Richard Sterne vandt efter omspil Joburg Open i Sydafrika. Jeppe Huldahl var eneste danske finaledeltager og sluttede på en flot 46. plads


Søren Barnak, 14. januar 2008

European Tour: Richard Sterne vinder Joburg Open
For anden uge i træk skulle en turnering på en af de store tours afgøres efter omspil, da der i weekenden blev spillet Joburg Open i Johannesburg, Sydafrika. I sidste uge skulle der fire omspilshuller til førend svenske Daniel Chopra kunne juble over sejren i Mercedes Benz Championship på Hawaii.

Lidt mindre dramatik var der i denne uge, hvor sydafrikaneren Richard Sterne på andet omspilshul besejrede Garth Mulroy, Sydafrika, og svenske Magnus Carlsson. Trods to missede eaglechancer kunne Sterne med en birdie på andet omspilshul sikre sig årets første sejr. Alle tre spillere var sluttet med en samlet score på 271 slag (-13).

Der var ellers spænding til sidste om, hvem der skulle løbe med titlen. Darren Clarke, der håber på at kvalificere sig til det kommende Ryder Cup hold mod USA, var 
Richard Sterne
Richard Sterne
længe med helt fremme, men en bogey på 17. hul sendte den sympatiske nordirer ned på en samlet 4. plads. Trods alt en god placering, og et godt resultat der lover godt for Clarke, som efter en halvskidt 2007-sæson nu for alvor ser ud til at være stærkt på vej tilbage.

En anden af titelkandidaterne var sydafrikaneren Tyrone Ferreira, der førte efter torsdagens runde. Til trods for at det var den 20-årige sydafrikaners første turnering som professionel holdt han fast i topplaceringen helt frem til søndag, hvor han startede finalerunden fra en position som nr. 2. Det holdt dog ikke hele vejen, men selvom Ferreira sluttede på en 8. plads, så må man sige, at det var en debut, der giver store løfter for den unge sydafrikaners fremtid.

Joburg Open, der blev spillet på Royal Johannesburg & Kensington Golf Club i Johannesburg, havde deltagelse af de to danske Challenge Tour-spillere Jeppe Huldahl og Anders Schmidt. Huldahl spillede en flot turnering og sluttede på en delt 46. plads i samlet -1. En ganske flot præstation med tanke på, at turneringen var en co-sanctioned turnering mellem Europa Touren og Sunshine Touren, og derfor havde hele 204 spillere til start. Desværre gik det mindre godt for Anders Schmidt der sluttede langt uden for cutgrænsen som nr. 165 i +7.
Resultat

PGA Tour: K. J. Choi blev en suveræn vinder af Sony Open
K. J. Choi blev en suveræn vinder af Sony Open, der i weekenden blev spillet på Waialae Country Club, Hawaii.

Choi, sluttede i sidste uges Mercedes-Benz Championship næsten sidst i det 30 mand store felt, men i denne uge havde den lille koreaner fundet nøglen til det spil, som koreaneren mestrer på sine bedste dage.

Choi spillede suverænt hele ugen og vandt med en samlet score på 14 under par. Inden finalerunden havde Choi et forspring på hele fire slag til den 29-årige rookie, Tim Wilkinson, New Zealand, der på Moving Day havde været rundt i imponerende 62 slag.

Men at skulle gå ud i førerbolden med selveste K. J. Choi var tilsyneladende ikke noget der passede Wilkinson. Søndag bød nemlig på en runde i 78 slag, og dermed rutschede han ned til en slutplacering som delt nr. 25.

Runner up blev i stedet PGA Tourens enfant terrible, sydafrikaneren Rory Sabbatini, der efter en finalerunde i 68 slag sluttede samlet 11 under par.

Jerry Kelly tog tredjepladsen alene (-10), mens fire spillere delte 4. pladsen; Pat Perez, Steve Marino, Kevin Na samt verdensranglistens nummer tre, Steve Stricker sluttede alle i -8. Carl Pettersson blev bedst placerede svensker på en delt 25. plads i -3.
Resultat

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search


 Golfhæftet

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik