Velspillende Huldahl sikrede sig flot andenplads
Jeppe Huldahl førte Challenge Tour-turneringen Scottish Challenge efter 54 huller, men på finaledagen kunne han ikke røre den flyvende hollænder Taco Remkes. Anders Schmidt Hansen sluttede som delt sekser.
Af Claes Meldal, 30. juni 2008
Jeppe Huldahl opnåede sit bedste resultat nogensinde på Challenge Tour, da han sluttede på en fornem andenplads i Scottish Challenge efter hollænderen Taco Remkes. Huldahl lå alene på førstepladsen efter tredjedagen, et slag foran Remkes. Men Remkes brændte banen godt og grundigt af på fjerde og sidste runde og sluttede 13 slag under par, hele fem slag bedre end Huldahl på andenpladsen.
Anders Schmidt Hansen spillede en stabil turnering og endte på en delt sjetteplads, 5 slag under par. Mark Haastrup (-1) holdt sig lige akkurat i top 20, mens Søren Juul aldrig for alvor kom i gang og måtte tage tidligt hjem efter en samlet score på +10 på de to første runder.
Med andenpladsen fik 25-årige Jeppe Huldahl tanket masser af selvtillid til de kommende turneringer på Challenge Tour. Danskeren katapultstartede sin karriere som professionel i 2004, da han spillede sit livs golf og kvalificerede sig til et år på European Tour, blot få dage efter at han havde taget beslutningen om at blive profspiller.
Men livet på European Tour var for stor en mundfuld for den unge Huldahl, der måtte indkassere den ene øretæve efter den anden og ikke fik udviklet sit spil. Tværtimod mistede han troen på egne evner efter mødet med de barske realiteter på European Tour, og modløsheden har taget lang tid at bearbejde. Men nu vejrer Huldahl morgenluft.
- Jeg vil helt sikkert gerne tilbage på European Tour. Tingene skete for hurtigt for mig dengang. Jeg fik en god oplevelse ud af at spille en sæson på European Tour, men det var for meget for mig på det tidspunkt. Jeg var ikke klar, men jeg var nødt til at prøve det af. Det var et hårdt år for mig, og min selvtillid led et knæk. Det tog mig et stykke tid at komme igen, men jeg håber, at jeg kan bruge min erfaring, hvis jeg kommer på European Tour igen. Jeg føler mig klar nu, sagde Huldahl efter lørdagens runde, hvor han lå helt i front.
Huldahl ved om nogen, hvor meget den mentale side af golf kan fylde. Og kan han fortsætte de gode takter fra Scottish Challenge, er det ikke umuligt, at han kan lægge sin kaotiske debutsæson helt bag sig og begynde at rette blikket mod den tour, hvor det hele startede. Drivkraften i Huldahls jagt på topresultater på Challenge Tour er at få endnu en chance på European Tour, hvor han tørster efter revanche. Så han kan vise de andre, at den modne Jeppe Huldahl kan spille golf med de etablerede europæiske navne.
Resultat