Første oplevelse i Trent Jones-regi

Greenfee-hit. Den nye, internationale mesterskabsbane på Skjoldenæsholm Golf Center bliver populær blandt spillere, der virkelig vil teste sig selv


Af Jens Christensen, 15. september 2006

Skjoldenæsholm

Halvdelen af den første Robert Trent Jones II-bane på dansk grund er netop åbnet på Skjoldenæsholm Golf Center ved Jystrup mellem Ringsted og Roskilde, og hvis den andel halvdel får samme standard og sværhedsgrad, kan der ikke herske tvivl om, at intentionen om at skabe en mesterskabsbane på internationalt topniveau vil lykkes til noget nær fuldkommenhed.

Det er nemlig en ekstrem spændende oplevelse at spille de ni huller, som nu står spilleklare -hulforløbet fra 1 til 9 på 18 hullers-banen, hvis sidste ni huller sandsynligvis først vil blive taget i brug efter sommerferien 2007. Af flere forskellige årsager er færdiggørelsen af bag-9 forsinket, idet tilsåningen af tre fairways mangler, en tilsåning, der i øvrigt sker i den kommende uge, hvis vejret tillader det.

Selvom mange golfspillere betragter Skjoldenæsholms »gamle« 18 hullers-bane som rimelig svær på grund af pæn længde, kuperet terræn, skovpartier og søer, venter der langt større besværligheder på den nye, mere åbne og endnu længere bane, hvor vindstyrken og -retningen f.eks. vil være meget afgørende for, hvordan man taktisk spiller »sø-hullerne« - 2., 3. og 5. - samt »stengærde-hullerne« 6., 7., 8. og 9.

Mange bolde i søen

Men fortrædelighederne starter faktisk allerede på 1. hul, et kort par 4, hvis man ryster på hænderne og ikke stoler på sin driver. Det første slag fra det højtliggende teested skal nemlig slåes over en ravine - »Risrenden« - som det er forbudt at betræde (miljøfølsomt område), så bolden automatisk mistes, hvis man kikser drivet. Gode spillere scorer dog en let par eller en birdie på dette hul, der absolut ikke indikerer, hvad der følger senere af udfordringer.

Allerede på 2. hul, par 5, kommer nemlig en større sø i spil - i andetslaget for de langtslående og i tredjeslaget for de kortslående. Der er ingen vej udenom søen, som bolden altså skal passere luftbåren, og selvom man ligger på fairway tæt på søbredden, har man ca. 150 meter tilbage til greenen. Næppe ret mange højhandicappere slipper fra dette hul uden boldtab!

På 3. hul, par 3, garderes en aflang green i højre side af en sø, der sandsynligvis også vil opsluge mange bolde, og det samme gælder søen foran 5. hul, par 5. Her kan man dog - i modsætning til 2. hul - spille rundt om/højre om søen med et forholdsvist kort tredjeslag over søen til følge -  hvis man ellers kan placere andetslaget sæt på søbredden.

Umiskendelige præg

Et tværgående stendige melder sig derefter som særdeles iøjnefaldende forhindringer på de næste fire huller. På 6. hul, et kort par 4, skal drives passere diget, og dét er overkommeligt rent længdemæssigt. Til gengæld skal man slå et solidt drive for at passere samme dige på 7. hul, et langt par 4, hvor man kan glemme alt om at nå greenen med andetslaget, hvis man ikke driver over diget. På 8. hul, et langt par 3, løber diget på tværs foran green, så også her skal man for alt i verden sørge for at slå sit teeslag over diget. Endelig kan drivet på 9. hul, et langt par 4, karambolere med diget, der krydser fairway.

Med umiskendelige Trent Jones II-præg som brede fairways, gigantiske bunkers, kuperede greens og bølgende områder omkring disse er de nye huller ikke i nærheden af at ligne de gamle, så Skjoldenæsholm Golfklubs medlemmer og golfcentrets greenfee-gæster har to vidt forskellige muligheder at vælge imellem.

De er næppe tvivl om, at den nye bane bliver lige så populær blandt greenfee-spillere som den gamle - et regulært hit, hvis man virkelig vil teste sit spil. Man gør i øvrigt klogt i at holde bolden på fairway på Trent Jones-banen, hvor roughen, ligesom på den gamle bane, straffer ekstra hårdt på denne årstid.

Grønne teesteder

I øjeblikket er det muligt at købe en 9 hullers-greenfee på de nye huller. Heldigvis har disse fem sæt teesteder, så begyndere også kan spille dem - fra grøn tee, der ligger længere fremme end rød tee. Fra hvid tee måler 18 hullers-banen sin tid hele 6523 meter, fra gul 6094, fra blå 5806, fra rød 5691 og fra grøn 4822. Chefgreenkeeper Mette Glarborg - der bedre end nogen anden kender de enkelte hullers fysiske udformning - mener i øvrigt, at bag-9 bliver endnu mere spændende og udfordrende end for-9. Dét lyder næsten for godt til at være sandt!

Den 27. september besøger amerikanske Robert Trent Jones II i øvrigt Skjoldenæsholm for fjerde gang, siden han blev hyret som banearkitekt. Han har også tegnet to andre - kommende - baner i Danmark, henholdsvis i Lübker Golf Resort på Djursland (27 huller) og på det tidligere militærareal Olden i Allerød/Farum (36 huller). Anlægsarbejdet på førstnævnte er startet, mens sidstnævnte projekt - med selskabet GB4 som initiativtager og investor - endnu ikke er nået længere end lokalplan-stadiet.

 

Search Golfhæftet

 

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik