Forældrene skal være medspillere
Dansk Golf Union har afholdt seminar for landsholdsspillernes forældre.
Af Martin Rahbech, 01. februar 2010

Stoltheden i et blik fra en forælder, der ser sit barn opnå en stor bedrift, kan ikke beskrives. Det gælder også i sportens verden, hvor personerne tættest på udøveren ved, hvor stort et arbejde, der ligger bag de store præstationer.
Hos Dansk Golf Union har man indbudt alle landsholdsspillernes forældre til et forældreseminar.
Temaet har været, hvordan man som forældre til børn, der dyrker eliteidræt, kan bakke børnene bedst muligt op.
Idrætspsykolog Martin Langagergaard holdt oplæg på seminariet, der er blevet holdt i Ikast og senest i den forgangne weekend i Idrættens Hus i Brøndby.
- Vi håber at hjælpe til, at vi får nogle aktive ressourcer, som støtter børnene op på den rigtige måde. Man ser jo mange forskellige måder, man kan gøre det på. Det mest kendte eksempel er jo Caroline Wozniacki, hvor hendes far er både træner og manager. Det kan der jo være nogle problemstillinger i, siger eliteansvarlig hos Dansk Golf Union, Claus Mølholm, der opfordrer til at forældrene husker, at de primært er forældre.
- Vi prøver lidt at adskille forældrerollen og trænerrollen. Forældrene skal gå mest op i relationen, mens træneren skal forholde sig til resultaterne. For at sætte det lidt på spidsen, så er det utrolig vigtigt, at forældrene holder af deres børn, uanset om de spiller godt eller ej.
Forældre til lidt over 30 af landsholdsspillerne var med til seminariet. Flere var gengangere fra tidligere seminarer, mens der også var nye forældre i flokken.
Dansk Golf Union har tidligere udgivet en Forældrevejledning, som kan læses og downloades her.
Seneste nyheder på DGU.org