Klubmester byder Anders Hansen velkommen

Lemvig Golfklub får 17. april besøger af Anders Hansen, der blandt andet skal spille ni huller. Her glæder klubmesteren, Matias Strøm, sig til at stille op.


Af Martin Rahbech, 02. februar 2010

Der var strid blæst fra nordvest, da Matias Strøm i 2009 blev klubmester i Lemvig Golfklub. Han håber meget på, vejret gentager sig, når han skal møde Anders Hansen 17. april.

Navnet Anders Hansen kræver ikke den helt store præsentation. 39 år. Nummer 41 i verden. Dobbelt vinder af PGA Championship på Europa Touren.

Han skal 17. april spille med et noget mere ubeskrevet blad.

Navnet er Matias Strøm. Netop fyldt 19 år. Klubmester i Lemvig Golfklub og med handicap 4,4 en vigtig brik på klubbens førstehold, der i 2009 sikrede sig oprykning til 3. division.

De to vidt forskellige spillere mødes, når Anders Hansen besøger Lemvig Golfklub. Her skal han fortælle om sine oplevelser som professionel golfspiller, han skal afholde en clinic, og så venter der ni hullers golf med flere af klubbens medlemmer.

Blandt de spillere, der skal op mod Anders Hansen er altså Matias Strøm, der ser frem til, at hjemmebanen skal spilles af Anders Hansen.

- Jeg håber, der vil være noget blæst, når han kommer. Det blæser jo tit meget i Lemvig, og der er ikke så meget læ fra træer på banen. Så forholdene kan være rigtig udfordrende, og det kunne være rigtig spændende at se, hvordan Anders Hansen vil spille banen i hårdt vejr, siger Matias Strøm.

Han er ved at starte op på sin sjette sæson i Lemvig Golfklub. Efter et par år, hvor han både spillede fodbold og golf, vandt golfsporten, og så satte handicappet fart på i den rigtige retning. Men der er plads til andet end golf i hans liv.

- Jeg ved ikke rigtigt, hvad det skal blive til med golf. Det kunne da være sjovt at se, hvad jeg kan drive det til, men det kræver jo også, at jeg vælger nogle andre ting fra, siger Matias Strøm, der går i 2.G på Lemvig Gymnasium.

Så lige nu er golf sjov og oplevelser. Og dem får han helt sikkert flere af, når Anders Hansen besøger det vestjyske.

- Han har helt sikkert en masse spændende at fortælle. Og så glæder jeg mig bare til at se hans sving og se, hvordan hans gameplan er på en bane, jeg kender så godt, siger Matias Strøm.

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV

Blicco
Golfårbogen 2009