Turneringsbetingelser
Turneringens opbygning
Turneringen spilles som udfordringsmatch, hvor alle tilmeldte spillere kan udfordre hinanden til en hulspilsmatch. Turneringen opfordrer spillerne til at tænke i nye baner og møde nye golfspillere over hele landet.
En spiller kan tilmelde sig på www.dgu.org/nykreditchallenge eller www.nykredit.dk/golf og oprette sig med en profil (profilen skal indeholde spillerens mail-adresse). Det er spillerens ansvar, at de opgivne oplysninger er korrekte. Såfremt oplysninger, som er automatisk genereret fra hjemmeklubbens kartotek, ikke er korrekte (såsom f.eks. handicap), kan oplysningerne kun rettes ved henvendelse til hjemmeklubben.
Spilleform
Der spilles hulspil over 18 huller, single. Det spilles i en række, og der er ingen aldersbegrænsninger. Herrer, damer og juniorer spiller alle i samme række. Matchen spilles med fuldt spillehandicap.
Udfordring
Når en spiller udfordrer en anden spiller, og udfordringen accepteres, skal spillerne indbyrdes aftale tid og sted indenfor 7 kalenderdage kl. 24:00 efter udfordringen. Hvis de ikke er blevet enige inden for dette tidsrum, uanset årsag, annulleres udfordringen. Matchen skal spilles indenfor 30 kalenderdage, gældende fra udfordringsdatoen.
En spiller kan kun udfordre den samme spiller én gang. En spiller kan godt udfordre flere spillere, og dermed have flere udestående matcher samtidigt.
Matchen spilles på den udfordredes hjemmebane (hjemmebane skal forstås, som den bane spilleren i sin profil har valgt som hjemmebane og er dermed ikke nødvendigvis den samme bane som spillerens hjemmeklub) med mindre andet aftales skriftligt.
Sidste dato for afvikling af en match er den 30. august 2008 inkl. Sidste dato for indberetning af resultat er 31. august 2008.
Registrering af matchresultat
Når matchen er spillet, skal vinderen registrere resultatet på www.dgu.org/nykreditchallenge.
Hvis modstanderen ikke er enig i resultatet, kan modstanderen indgive protest (se under protest).
Registrering af resultatet skal ske inden kl. 24:00, to dage efter matchen er afsluttet. Hvis dette ikke sker, betragtes matchen som annulleret.
Point-tildeling
Matchpoint Ranglisten: Matchen kan ende uafgjort. Der gives 2 matchpoint for vundet, 1 matchpoint for halveret og 0 matchpoint for tabt match.
Bane Ranglisten: For hver ny bane spillet i turneringen tildeles spilleren 1 Banepoint. Baner beliggende udenfor Danmarks grænser regnes for én bane, uanset om der rent faktisk er spillet flere baner uden for Danmark. Hvis en klub har mere end én bane tæller kun én bane til ranglisten uanset der spilles flere forskellige sløjfer eller baner.
Runde Ranglisten: For hver match spillet i turneringen tildeles spilleren 1 Rundepoint.
Vinder af Nykredit Challenge
Vinder af Matchpoint Ranglisten: Spilleren med flest matchpoint ved turneringens afslutning er vinder og så fremdeles. Ved lige antal matchpoints om en placering vil spilleren med flere Banepoints vinde over spilleren med færre Banepoints, herefter ved lige antal matchpoints og Banepoints vil spillere med flere Rundepoints vinde over spillere med færre Rundepoints, herefter lodtrækning.
Vinder af Bane Ranglisten: Spilleren med flest Banepoints i turneringen er vinder og så fremdeles. Ved lige antal Banepoints om en placering vil spilleren med flere Rundepoints vinde over spillere med færre Rundepoints, herefter lodtrækning.
Vinder af Runde Ranglisten: Spilleren med flest Rundepoints i turneringen er vinder og så fremdeles. Ved lige antal Rundepoints om en placering vil spillere med flere Banepoints vinde over spillere med færre Banepoints, herefter lodtrækning.
Generelle betingelser
Deltagende spillere
Spillerne skal kunne dokumentere fuldtids hjemmeklub-medlemskab af godkendt golfklub under Dansk Golf Union. Spillerne kan have såvel amatør- som professionel status.
Teested
Herrer spiller fra gul tee. Damer spiller fra rød tee. Spillerne kan vælge at spille fra andre teesteder, såfremt de kan enes om dette. I modsat fald spilles fra de angivne.
Handicap begrænsning
Max handicap 54. De til enhver tid gældende regler hos værtsklubben skal dog overholdes. Overtrædelse medfører diskvalifikation.
Handicapregulering
Alle matcher er handicapregulerende iht. Handicapsystemets paragraf 5.4, dvs. der skal afleveres scorekort med Stablefordpoint, hvis en spiller har spillet bedre end sit handicap.
Caddie
Caddie er tilladt.
Buggies
Buggies er tilladt, hvis værtsklubben accepterer buggies. Ved overtrædelse diskvalificeres spilleren.
Drivere og bolde
Enhver driver, som spilleren medbringer, skal have et køllehoved, med angivelse af model og loft, der er optaget på den aktuelle liste over godkendte driverhoveder udsendt af R&A – se ”Driving Clubs” på www.randa.org (Rules – Equipment).
Spil med ulovlig driver straffes iht. Golfregel 4-1.
Den bold, som spilleren spiller med, skal være optaget på den aktuelle liste over godkendte golfbolde udsendt af R&A – se ”Confirming Golf Balls” på www.randa.org (Rules –Equipment).
Spil med ulovlig bold medfører diskvalifikation iht Golfregel 5-1.
Brug af mobiltelefoner mv
Mobiltelefon, minicomputer og lign. elektronisk udstyr skal være slukket under spillet.
Overtrædelse af ovenstående kan, hvis modstanderen er blevet generet – efter modstanderens skriftlige indberetning – medføre disciplinær straf, herunder karantæne i fremtidige DGU-turnering (både individuel- og holdturneringer), jf. "Generelle Sanktionsbestemmelse" i Håndbog for Turneringsledere, kapitel 6.
Hvis spilleren under spil af runden gentagne gange overtræder forbuddet og med sin adfærd generer andre spillere, kan spilleren efter modstanderens skriftlige indberetning diskvalificeres i resten af denne turnering for et alvorligt brud på etiketten, jf. Regel 33-7.
Afstandsmålere
I denne turnering må en spiller opnå informationer om afstande ved at benytte udstyr, som alene måler afstande.
Hvis en spiller imidlertid under en fastsat runde benytter udstyr, som kan registrere eller måle andre forhold, der kan have indflydelse på hans spil (f. eks. hældninger / højdeforskelle, vindhastighed, temperatur osv.) overtræder spilleren regel 14-3, for hvilket straffen er diskvalifikation. Dette gælder, uafhængigt af om spilleren rent faktisk har benyttet oplysningerne om andre forhold end afstand.
Spikes
De til enhver tid gældende regler hos værtsklubben skal overholdes. Overtrædelse medfører diskvalifikation.
Overtrædelse af turneringsbetingelser samt ordens- og etiketteregler
Overtrædelse af klubbens ordens- og etiketteregler kan medføre karantæne, jf. DGU’s turneringskomités disciplinære sanktioner. Denne bestemmelse er relevant for alle overtrædelser som et tillæg til de specifikt angivne sanktioner.
Diskvalifikation
Diskvalifikation af en spiller i en match medfører, at spilleren med maksimale tabscifre taber den match, hvori hændelsen måtte have fundet sted. Samtidig gives der ingen point til den diskvalificerede spiller til de tre ranglister. Den anden spiller modtager points til alle 3 ranglister.
For sen ankomst
Ved ankomst til 1. teested inden 5 minutter efter den fastsatte starttid, tabes 1. hul iht Regel 6-3. Senere ankomst medfører diskvalifikation.
Udeblivelse
Hvis en spiller udebliver fra en match, tabes matchen med maksimale tabscifre og der opnås ikke points for denne på nogen rangliste.
Hvis dette sker igen i nærværende turnering i turneringsåret, udelukkes spilleren fra resten af turneringen. Matcher, hvor den udelukkede spiller er udfordret eller har udfordret og som endnu ikke er afviklede, annulleres, og der opnås ikke points for disse matcher på nogen ranglister.
Afbud
En spiller, der melder afbud til en match, uden at der træffes aftale om anden spilledag, taber kampen med maksimale tabscifre og der opnås ikke points for denne på nogen rangliste.
Ændring af spilletidspunkt eller spillested
Det af spillerne fastsatte spilletidspunkt og spillested kan generelt ikke ændres. Det vil dog kunne ændres, hvis begge spillere skriftligt kan blive enige om ændringen.
Spillerne kan også skriftligt blive enige om helt at aflyse matchen. I dette tilfælde vil ingen af spillerne modtage nogen rangliste points.
Den spiller, som ønsker ændringen, er ansvarlig for at aftale ændringen med modstanderen samt for skriftligt at sikre bekræftelse på ændringen fra modstanderen.
Kan enighed om ændring ikke opnås, spilles på den dato og det tidspunkt, som oprindeligt aftalt.
I tilfælde af uenighed om hvorvidt der er aftalt ny spilledato, vil turneringsledelsen tildele sejren til den spiller, som ikke mener, at en sådan aftale er indgået, medmindre den anden spiller kan fremlægge skriftlig dokumentation for andet. Det anbefales derfor, at aftale om ændring af spilledato bekræftes skriftligt ved e-mail eller lign.
Et senere tidspunkt end den fastsatte sidste spilledato for turneringen kan ikke accepteres.
Sidste frist for afvikling af matcher er den 30. august 2008 inkl.
Matchens udsættelse eller afbrydelse
Hvis matchen ikke kan påbegyndes på grund af banelukning eller vejret, kan spillerne, såfremt begge er mødt frem, skriftligt træffe afgørelse om kampens udsættelse. Såfremt enighed ikke kan opnås, betragtes matchen som aflyst uden nogen point til nogen af spillerne.
Hvis en påbegyndt match undervejs ikke kan gennemføres på grund af vejret, er resultatet af matchen matchens stilling på det pågældende tidspunkt. Hvis blot en af spillerne ønsker at fortsætte, skal matchen fortsætte. Hvis en spiller afbryder en igangværende match, uden at der er enighed herom, diskvalificeres spilleren.
Givet match
Såfremt den ene spiller beslutter at give den anden spiller resten af matchen, beregnes resultatet således, at modstanderen gives så mange af de efterfølgende huller, der skulle til for at afgøre matchen, såfremt den blev færdigspillet på normal vis.
Matchresultatet er officielt bekendtgjort
En matchs resultat betragtes som officielt bekendtgjort kl. 24:00 kalenderdagen efter at matchen er aftalt afviklet, med mindre der inden da er indløbet en protest.
Turneringsledelsen
DGU's turneringskomité er "komité" i overensstemmelse med golfreglernes § 33 og 34.
Turneringskomitéen påser, at turneringen gennemføres efter turneringsbetingelserne og afgør endeligt alle tvistigheder og tvivlsspørgsmål. Turneringskomitéen kan træffes på mail: challenge@dgu.org
Protester
Protester indgivet i henhold til Golfregel 2-5 eller 34-1a skal for at blive behandlet, fremsættes skriftligt over for turneringskomiteen. Protester skal være turneringskomiteen i hænde senest kl. 24.00 på 2. kalenderdag efter den aftalte matchdag - dog senest søndag den 31. august 2008.
Præmier
Der er præmier til de 10 bedst placerede på alle tre ranglister. Vinderen af hver af de 3 ranglister bliver inviteret til pro/am den 4. september på Simon’s Golfbane i forbindelse med Nykredit Masters.
Dispensation
Turneringskomiteen kan under særlige omstændigheder udstede dispensation fra og/eller ændre gældende turneringsbetingelser.
Deltagergebyr
Det er gratis at tilmelde sig Nykredit Challenge. De deltagende spillere betaler selv samtlige de med deltagelse i turneringen forbundne omkostninger.