
 | | Endnu en 5.plads I torsdags var jeg så heldig at deltage i Bounty Club Open på Himmerland New Course. Jeg skriver heldig fordi det dels var det et fremragende arrangement og dels kan man ikke forlange bedre vejr at spille golf i; ingen vind og 22 grader. Ved morgenbordet blev vi enige om at der nok skulle laves 42 point for at vinde under de fremragende vejrforhold. Og det kom til at holde stik...eller næsten da, for den blev vundet i imponerende 46 point fra hcp 21 (tror jeg nok). Nogle vil nok sige at 46 point er på grænsen af hcp-fifleri, men lige præcis her vil jeg dog hævde at det var helt i orden. New Course er en bane, der er relativt let at score på under de rette forhold. Jeg lavede selv 35 point med en ret kold putter (34 putts), og det rakte til en 5. plads i A-rækken. Driveren var til gengæld varm nok til at vinde længste drive, som var i omegnen af 290 m...det kan jeg jo ikke klage over.
Til gengæld kan jeg klage over hullerne 9.,10., og 15. på New course! 9. er et besynderligt par 5 hul, hvor det sjovt nok er forbundet med stor risiko at undlade at gå efter det i to slag, hvis altså man har længden til det. Fairway hælder nemlig så meget ned mod både vand og bunker i venstre side, at selv de gode andetslag bliver fanget der. 10. er Danmarks eneste par 6 hul (621m) og det er meget svært at ramme fairway i både drive og andetslaget også pga banen store hældning. 15. er efter min mening en ren farce. Et par 3 hul på 155 meter hvor green ligger 25-30 meter over teestedet, men det er nu ikke det jeg vil brokke mig over. Min harme skyldes at der 25-35m kort af green står en stor gran, som kan fange de gode slag fra spillere, som skal slå 4.jern eller mere for at nå op...come on, Lars Larsen. Den skrænt bolden skal flyves over, er nok til at gøre hullet til et af de sværeste par 3 huller, jeg har spillet. Efter min mening skal det træ væk, men det har nu nok været oppe at vende i klubben, og det står der altså endnu. Ellers har jeg kun rosende ord om banen, og specielt greens var rigtigt gode, selvom antallet af mine putts kunne antyde det modsatte...godt arbejde greenkeeper!
Alt i alt var det en rigtig god dag, og hvis Bounty Clubs rejser er ligeså velarrangerede som turneringen, kan det kun anbefales at bestille med det samme.
Tee it high - let it fly :-)
Thomas
15:43 |
|

 | | Bliver det i år? Nu er det efterhånden lang tid siden jeg har beskrevet mit tvivlsomme talent ud i golfen. Efter årets første runde stod det imidlertid klart at jeg var nødt til at komme med endnu et indlæg...
Jeg skal allerede nu afsløre at det ikke var på grund af en score, der, trods overskriften på dette indlæg, giver anledning til at forvente en stor sæson med utallige hcp-forbedringer. Nej, det drejer sig udelukkende om den fornemmelse der er ved at stå på banen igen efter vinterpausen. For det som slog mig allerede da jeg skulle drive på andet hul var, at jeg var fløjtende ligeglad om min bold endte ude i krudtet til højre eller venstre, eller om den lagde sig tilrette midt på fairway. Det vigtige var bare at være tilbage og nyde det hele...og det var så hvad jeg gjorde! Jeg nød hele banen, både højre og venstre rough...faktisk på de fleste huller. Jeg var endda også lidt out of bounds og i flere buske bare for at se mig lidt omkring, og det var herligt. Jeg ved at denne genfundne glæde ved spillet ikke varer i al evighed, for jeg bliver jo nok træt af at kun se mine medspillere på tee og green, men jeg synes at det er vigtigt at holde fast i denne fornemmelse af at det er deltagelsen, aktiviteten, som er det væsentlige.
Hvis jeg skal se lidt på det faktiske spil, så mener jeg at 27 point er ganske fornuftigt den første dag på banen, og jeg drivede egentlig bolden udmærket. Og det bringer mig så frem til at jeg om få dage skifter til en ny (gammel) driver. Det er jo sørgeligt når jeg nu lige er blevet ét med den gamle. Den særdeles golfkyndige T. Vennekilde, som sælger mig sin gamle driver, har lovet mig at den nye nok skal give mig en 10-15 meter ekstra. Som om de 265-270 meter (øhhh..eller noget derunder) jeg slår med den gamle ikke er nok... Lad os nu se. Det havde nok været mere på sin plads at love mig at jeg kommer til at råbe "fore" lidt oftere til spillere på nærliggende fairways!
Thomas A. Bloch
15:43 |
|

 | | En 5.plads og karrieren er i gang På trods af at jeg var nummer 7 på ventelisten, kom jeg alligevel med til afslutningsmatchen. Var det tilfældigt, at der lige pludselig kom så mange afbud dagen før? Det finder man nok aldrig ud af - jeg har i hvert fald ingen kommentarer.
Det blev til en 5.plads i A-rækken og en flaske vin til trofæhylden, som jeg så endelig kan gå i gang med at bygge.
Nu skal jeg ikke kede Jer med mit golfspil (som, i al beskedenhed, er ganske fremragende!) men jeg synes selv at jeg spillede lidt skidt, og kom alligevel ind med 35 point. Det var bare en af de dage, hvor man hele tiden redder to point og aldrig rigtigt kommer i gang. Jeg blev dog ved med at tro på det og lige pludseligt holede jeg et 8-9 meters putt for birdie på 7. hul(indeks 1, for øvrigt) og så var jeg tilbage. Troede jeg. For det skulle vise sig at jeg på næste hul blev ramt af det klassiske "I'm-the-king-of-the-world-golf-syndrom." Så snart man tror det kører, så skal man jo lige mindes om at det ikke altid går som præsten prædiker. Mit udslag på par 3 hullet 8. blev for kort og lagde sig bag en bunker, og der var ikke meget green at arbejde med. Det er næsten unødvendigt at skrive, men jeg slår selvfølgelig mit andetslag i bunkeren. Og her skal jeg lige komme med en indrømmelse. Jeg er den type golfspiller, som nogenlunde ved hvordan jeg skal slå et bunkerslag, men jeg har ingen anelse om hvor den ender. Jeg har ca. 5 meter til pinden og ved den skal højt op i luften for at komme tæt på flaget. Den kommer højt op i luften, ret højt faktisk, og lander sikkert i midt søen 50 meter bagved greenen. Der var ingen præmie for at ligge længst fra greenen i 3 slag, men jeg morede mig en del, og det gjorde mine 3 medspillere også.
Nu slutter sæsonen og det er der lige præcis én god ting ved: Man har driving range for sig selv! Om det så er med rød næse og gasblå fingre, så står jeg derude, for jeg kan ikke undvære det i så mange måneder. I 2004 vil jeg så stille op i alle de turneringer, jeg kan komme i nærheden af, for der er jo stadig gabende tomt på den endnu ikke byggede trofæhylde...
God vinter,
Thomas A. Bloch
15:43 |
|

 | | Første rigtige turnering...måske Da jeg ikke kan leve med at overvintre med tidligere omtalte nederlag i bag'en, besluttede jeg at tilmelde mig afslutningsmatchen på hjemmebanen Skjoldenæsholm. Uheldigvis var der flere, som havde fået samme indfald. Faktisk så mange at jeg nu er 7. reserve til at få en plads...suk. Jeg klynger mig dog til håbet om en plads og har sågar overvejet at ringe til de mennesker, som fiksede Jugoslaviens ufrivillige afbud til EM i fodbold 1992, for at få lidt ekstern hjælp. (I husker jo nok alle sammen, hvad der senere skete dengang i '92) Der kunne startes nogle ægteskabskriser, nogle kunne blive kaldt på arbejde, andre anklaget for doping og jeg ville rykke op på reservelisten. Hmmm... Nej, golf er en ren sport, også uden for banen, og jeg vil lade tilfældighederne råde over min skæbne i weekenden. Faktisk tror jeg ikke at doping i golf, og slet ikke på amatørniveau, har den store virkning på resultatet. Jeg har dog hørt, og nu skal jeg passe på med at grine alt for meget, hørt om doping indenfor Bridge, så hvorfor ikke. Golf er også for alle, og det er den egentlige årsag til at jeg har meldt mig til turneringen. Det er jo, som de fleste efterhånden ved, ikke bare rige snobber som har kastet sig over golfsporten. Jeg har engang spillet med en herboende skotte, som ernærede sig ved at være hospitalsklovn og fyrværker. Oven i købet spillede han med sin fars 40 år gamle udstyr - trækøller, skotskternet bag og hele pivtøjet. En meget festlig fætter og en god golfoplevelse. Det er altid sjovt at møde nye mennesker, komplimentere deres gode slag (og skraldgrine af deres dårlige!) og nyde en velfortjent øl sammen bagefter. Golf er jo ikke bare en undskyldning for at gå i Onkel morfar-tøj. (vi kan jo også lide det, selvom vi ikke spillede golf, indrøm det bare...)
Nå, jeg vil slutte af for denne gang og forberede mig mentalt på alle de gode slag, jeg skal slå på lørdag og dermed vinde min første rigtige turnering. Eller måske bare nogle nye golfbuddies....
Og jo, jeg skal nok bringe en lille notits, hvis jeg vinder - bare rolig.
Må Leif Nyholm være med Jer!
Thomas A. Bloch
15:43 |
|

 | | Mere hulspil Så er sæsonen ved at være slut og det er tid at gøre status. Har jeg nået det jeg skulle? I store træk og runde tal må jeg sige ja. Eller rettere; i store tal! Jeg skal erkende, at jeg i høj grad har fokuseret meget på mit hcp i år, og stableford pointene har det jo med at være en god indikator for humøret på banen og for den sags skyld resten af dagen! Ja, det er en fornøjelse at score 36+, men det kan man jo desværre ikke gøre hver gang. Så inden sæsonen går på hæld, vil jeg lige slå et slag for hulspilsformatet og minde mig selv om at det ikke kun drejer sig om at slå sig selv hver gang. I lørdags spillede jeg hulspil med T. Vennekilde. Det vil være synd at sige, at vi spillede tilskuervenlig golf, men slaget bølgede frem og tilbage og blev aldrig ført med mere end 1 up. Vi stod helt lige på 18. tee og jeg havde endda et ekstra slag på par 5 -hullet. Efter et brag af et drive, havde jeg allerede sat en stor fadøl på kontoen, nu kunne jeg bare festspille den hjem...Men det gør man altså ikke ved at hakke en 3-wood 20 meter frem! 3. slaget kom dog derudaf og nu lå vi begge inden for 100 meter i netto 2. Min modspiller sendte sit 3. slag bag ved green og havde nu et svært ned af bakke chip: jeg var ikke ude af det endnu. Jeg halvkiksede mit indspil, men fik den på green i næste slag og havde en to-meter for bogey. På mesterlig vis fik min modspiller chippet ind til en næsten givet par. Jeg missede mit putt og da Vennekilde holede for par, var det afgjort. Der var drama til det sidste og det var en god dag på golfbanen. Havde vi spillet stableford, havde jeg nok tabt 24 - 23 og det er jo ikke værd at skrive hjem om. Målsætningen for næste år er derfor klar: mere hulspil. Det gælder også alle Jer andre, og ja, det er en ordre! 15:43 |
|