Tidmands golflog

Vis blog:


I Verplanks fodspor
Det er nok en overdrivelse, når jeg sammenligner mig med en af verdens bedste golfere. Men alligevel vover jeg mig ud i det.

Scott Verplank og jeg har nemlig andet til fælles end blot begejstringen ved at spille golf. Vi er begge diabetikere. Og siden tirsdag d. 10. februar 2004 går vi begge med insulinpumpe.

I går var virkelig en mærkedag for mig. For knap to år siden valgte jeg at takke nej til tilbuddet om at få en insulinpumpe. Umiddelbart syntes jeg, at den ville være en "klods om benet" og mentalt gøre mig mere syg. Men heldigvis er jeg nu kommet på andre tanker. Blandt andet efter at have mødt den amerikanske golfer under sidste års Ryder Cup-match på The Belfry.

I et lille interview med Verplank koncentrerede jeg mig mere om hans pumpe end om hans spil. Og det passede ham tilsyneladende ganske godt. I hvert fald gav han sig god tid til at fortælle mig om fordelene ved pumpen ... generelt og især i relation til en golfrunde, hvor han tidligere i sin karriere havde haft store problemer med at komme helskindet hjem.

- Jeg har flere gange været tæt på den perfekte runde, men er blevet bremset af min sukkersyge, fortalte han. Når man bruger så mange kræfter og meget energi på at holde fokus, risikerer man også, at blodsukkeret bliver for lavt uden at man når at reagere. Resultatet er svigtende evne til at fokusere, holde balancen og i det hele taget koncentrere sig. Og så er det - som du sikkert kender noget til - ikke nemt at få bolden i hul.

Da Verplank stod og fortalte mig om sine dårlige erfaringer, var det som om han samtidig beskrev mine utallige, kedelige oplevelser, hvor jeg eksempelvis har tåget rundt på 15. green og indædt forsøgt at overvinde de nævnte symptomer.

Én gang har jeg oplevet den ubeskrivelige følelse af at gå en perfekt runde. Det skete ved DM for Sportsjournalister på Sct. Knud. Selvfølgelig gav sejren mig et kæmpe boost rent sportsligt, men endnu mere betydningsfuldt for mig var det faktum, at jeg var i stand til at "håndtere" ikke bare en men hele to golfrunder i fuldstændig samhørighed med min sukkersyge.

Desværre er det ikke rigtigt lykkedes for mig at gentage bedriften. Jeg har da lært at undgå de næsten skæbnesvangre "lave blodsukre", men fornemmelsen af igen at have fuld kontrol over begivenhederne på banen har jeg stadigvæk tilgode.

Nu, hvor jeg har fået mig en insulinpumpe, håber jeg selvfølgelig at kunne følge i Verplanks fodspor. Ikke som verdens bedste golfdiabetiker, men bare som en ambitiøs handicap 15-spiller med muligheden for at kunne fokusere mest på spillet og ikke nødvendigvis blodsukkeret.

Først skal jeg dog lære at finde mig til rette med den lille maskine i bæltet. Men hvis Scott kan, så kan jeg vel også. Og jeg glæder mig ...

Indlæg fra Diabetes & golf
15:45


Enstemmighed
Gårsdagens ekstraordinære generalforsamling i Vallensbæk Golf Klub understregede en rørende enighed blandt de tilbageværende af klubbens medlemmer. Havde det ikke været for en af de velkendte regelrytteres stædighed, så kunne det hele have været overstået på et kvarters tid. Men bevares!

I demokratiets navn blev forskellen mellem opsigelse og ophævelse af et medlemsskab gennemgået med behørig reference til en højesteretskendelse i en sag om nogle malersvendes udmeldelse af en fagforening ... eller var det tilknytningen til samme ... nå, det fortaber sig i historien. I hvert fald besluttede forsamlingen med stor majoritet, at de nuværende medlemmer frem til udgangen af 2003 kan melde sig ud af Vallensbæk Golf Klub med øjeblikkelig virkning og altså uden de foreskrevne tre måneders opsigelse.

Uden at tøve vedtog forsamlingen derefter at stemme for bestyrelsens forslag om at tilbagebetale 2½ kvartal af 2003-kontingentet til medlemmerne for at bøde på de uheldige omstændigheder.

Nu bliver det spændende at se, hvor mange der har tænkt sig at holde liv i "klubben uden hjemmebane". Ud over at sige tak for opbakningen kunne bestyrelsesformand Erik Rosenstand slutte mødet med et positivt tilsagn fra en god håndfuld af de 48 klubber, som Vallensbæk Golf Klub har henvendt sig til i håbet om at kunne skaffe medlemmerne fordelagtige ordninger i forbindelse med greenfee-spil.

Vallensbæk Golf Klub lever endnu. Trods manglende hjemmebane.
15:45


Klubfølelse
Så resterer kun én eneste golfrelateret handling i sæsonen 2003. Nemlig at tømme bagskabet i min hjemmeklubs "gamle" lokaler. Vallensbæk Golf Klub har nemlig pr. 1. januar 2004 ikke længere råderet over banen ved Golfsvinget. Og naturligvis heller ikke lokaliteterne.

Heldigvis har Dansk Golf Union godkendt VGK som fuldgyldigt medlem foreløbigt til og med sæsonen 2004, og derfor bevarer jeg og mine klubkammerater vores DGU-kort og således også muligheden for at spille greenfeerunder på andre baner.

Med henblik på at finde en ny hjemmebane har Vallensbæk Golf klub indgået et samarbejde med folkene bag et spændende projekt i Ishøj, som dog afhænger af en lokalplan, der først skal godkendes i kommunalbestyrelsen. Personligt ser jeg meget frem til at høre mere om projektet og få muligheden for at besigtige arealet, hvor den nye bane i givet fald skal etableres.

Mens jeg står og skriver disse ord, går det op for mig, at jeg faktisk har det, som jeg ofte har misundet andre golfere. Klubfølelse. Netop denne erkendelse må være et passende punktum for mit golfår, som bød på en masse gode oplevelser trods alt for få runder.

Med denne klubfølelse ser jeg frem til i aften at deltage i min første (ekstraordinære) generalforsamling. Nu vil jeg også være med til at sætte en dagsorden ...
15:45

Search

Hotel Romantik

Egedal Golfklub

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik