En rejse gennem et andet Skotland

Du har sikkert aldrig hørt om East Lothian. Men der er mange gode grunde til at besøge området. Især hvis du spiller golf

Af Todd Pitock, 22. juni 2007

Musselburgh Links - The Old Golf Course i East Lothian ligger godt 35 km øst for Edinburgh. Det meste af ni-hullers banen er beliggende i inderkredsen af byens galopbane og er fyldt med pot-bunkers, omringet af kløfter og placeret i en græsbevokset fordybning. Området er sandet og tørt. Set fra oven synes ”græstæppet” at være halv-skaldet, sodet og ramt af en form for skab. Et af hullerne har fået tilnavnet ”The Graves”, kirkegården, fordi det angiveligt var stedet, hvor de faldne skotter efter at være blevet slagtet af englænderne blev begravet. Efter sigende har Dronning Mary af Skotland også besøgt banen i 1567.

- Hun spillede seks dage efter hendes mands død, fortæller Archie Baird, den 80-årige bestyrer af det lille museum, som huser en lang række artifakter, der giver et indblik i golfsportens herkomst og teknologiske udvikling.

- Folk var naturligvis dybt rystede. Man mente, at en enke skulle sørge i mindst syv dage. Gammeldags golf Vores acceptable tal er fem. Det er i hvert fald antallet af lejede, antikke hickory-køller, som vi har med i vores bag. Banens layout er kort, og det ville fuldstændig ødelægge ”tidsmaskine”-oplevelsen, hvis vi spillede med nutidens jern og woods. De gamle skafter er skæve, grips’ne er løse og køllehovederne uregelmæssige i form og størrelse. Man gripper ned, åbner op og slår en masse chip-and-runs og andre kreative slag. På runden bruger vi hinandens udstyr, det vil sige mig og min spillepartner, Allan Minto, der er indehaver af den laveste score på en af de nærliggende nye baner … en 64’er lavet med hickory-køller. Når man tænker på golf i Skotland, så tænker man automatisk på St.

Edinburgh er en festlig by Historieinteresserede kan besøge Dirleton Castle, der blev bygget i det 13. århundrede

Andrews’ Old Course eller Carnoustie, som hører til blandt verdens mest berømte baner og udgør golfens tvillinger. Så følger Royal Troon, Turnberry og Gleneagles. Fælles for dem alle – måske med undtagelse af St. Andrews – er, at links-banerne velsagtens er mere kendte end byerne og regionerne, hvor de ligger. East Lothians mest kendte stoppested på golferens rundrejse er Muirfield, som lagde græs til British Open i 2002. På samme måde gælder det, at klubbens navn er The Honourable Company of Edinburgh Golfers, og kun banen hedder Muirfield.

East Lothian er den uglesete stedbror i forhold til St. Andrews, når det gælder golfens arv. Sidste år blev der nedsat et råd af lokale helte, som skulle markedsføre områdets 19 golfbaner – og et par seks-hullers baner for børn. Rådet kalder sig for ”Gruppen”. Den tidligere club-pro Allan Minto er ansvarlig for udvikling og PR. Det er dem, der har bragt mig til disse kanter … og udstyret mig med hickory-køllerne.

- Du finder ikke en større koncentration af links-baner noget andet sted, bedyrer Archie Baird, hvis kone er oldebarn til vinderen af den første Open-titel, Willie Park Sr.

- Vi har syv linksbaner og 12 almindelige baner, og så er forholdet mellem høj kvalitet og lav pris helt unik.

Ny bane hver dag
Efter at have spillet Musselburgh tager vi et stort spring til det 21. århundrede, hvor vi finder Craigelaw Golf Club, som er designet af Donald Steel & Co. Banen åbnede i 2003 og indførte fra starten en årlig pro/am-match med hickory-køller for at lave en naturlig forbindelse mellem det traditionelle og det moderne element i golf. Hullerne løber gennem og over de oprindelige stengærde og ligner overdimensionerede pølser på en snor på den måde de skærer sig gennem terrænet, ved Aberlady Bay. Fra banen er der udsigt til St. Andrews og Edinburgh, der ligger på den anden side af bugten. Banedesigneren har i traditionens navn lavet pot-bunkers præcis som dengang, hvor fårene skabte de små fordybninger som skjul mod vinden. Her finder man ingen bunkers formet som dråber eller cashewnødder.

Som på en autentisk links-bane spiller vinden en mere afgørende rolle end de knap 6000 meter banen måler. Normalt slår jeg 125 meter med mit 9-jern, men i dag, hvor der er næsten vindstille og overfladen er hård, når jeg med samme jern ud på 145 meter – og gennem green. Havde der været modvind, skulle jeg sikkert have brugt mit 3-jern i stedet. Under sådanne omstændigheder skal man føle spillet, mere end bare at spille det.

- Når man spiller i Skotland, er man nødt til at analysere hvert et slag. Du kan ikke nøjes med at stole på dine køllers længde. Banen er forskellig fra dag til dag, forklarer Minto.

Populært hul
Allerede næste dag kommer vi til en helt anden type bane. Det er vanskeligt ikke at stemme på North Berwick Golf Club som den mest betagende og naturskønne bane i området. Fra kysten ser man ud over flodmundingen Firth of Forth, og blikket fanges af øen Fidra med fyrtårnet af samme navn, et syn som inspirerede den skotske forfatter Robet Louis Stevenson til at skrive Skatteøen. Et stykke derfra troner den vulkanske ø Bass Rock, som givetvis har inspireret den hollandske surrealist MC Escher.
På landsiden ligger byens herregårde og reflektere solens lave stråler i de røde skiffertage. Lige som på Craigelaw er der masser af stengærder i spil, højdedrag og fordybninger, blinde slag og ufatteligt stejle og dybe bunkers. Sidstnævnte ikke mindst på det 175 meter lange par 3-hul 15., kaldet The Redan, som siges at være det mest kopierede golfhul i hele verden.

Det går ikke så godt for undertegnede. Jeg kan se brændingen, men landstrækningen og de bølgende greens er vanskelige, og mens jeg smutter, shanker og skraber bolden mod hullet, er det som om bølgerne ruller inde i mit hoved. I vores fire-bold har vi et væddemål gående, og Minto, denne gang min modspiller, lykkes med det beundringsværdige og beskidte trick at hole fra forgreen to gange på tre huller. Begge gange for eagles. I dag bryder jeg mig ikke om ham. Mit kendskab til Skotland begrænser sig til produkter som malt whisky, røget laks og Cashmere-sweaters samt enkelte

Liv og glade dage på The Royal Mile. På toppen venter en større whiskysmagning North Berwick er en klassisk linksbane af den bedste slags

kendisser såsom Sir Walter Scott, Sean Connery og Loch Ness-uhyret.

Jeg spørger hvad man ellers laver her - udover at spille golf. Spørgsmålet bliver mødt med uforståenhed, som om jeg talte gællisk eller var den første, som søgte svar. Folk stimler sammen og efter en improviseret spørgerunde blandt venner, bekendte, koner og forbipasserende lyder svaret; ”du kan altid tage til Edinburgh. Det tager kun 30 minutter med toget.”

Det må siges at være et tilbageholdende svar. Det bugner med slotte og ruiner, store parker, cykelstier og hesteridning. Der er marsk og et navnkundigt fuglereservat. Det lokale brænderi, Glenkinchie, har et museum, hvor man også kan prøvesmage. Og så er der ikke langt til Midlothian, hvor man i Rosslyn-kapellet lavede optagelserne til Dan Browns populære Da Vinci Mysteriet.

Helligånden
Edinburgh er Skotlands næststørste by efter Glasgow, og ligger 80 kilometer mod vest, 453.000 indbyggere, historiske bygninger, bogcaféer, røgfri pubber, og på toppen af den historiske the Royal Mile, hvor der er lidt for mange souvenir-butikker, ligger Edinburgh Castle. ”Edinburgh er hvad Paris burde være,” skrev Robert Louis Stevensen.
Kirken er en smuk, kompakt bygning med en tøndehvælving og et farvestrålende glasmaleri, men den har på en måde mistet sit rette element. Byen udlejer kirken til særlige begivenheder, og i dag mødes the Scotch Malt Whisky Society.

Brænderierne har borde opstillet langs midtskibets vægge, og hele herligheden fører én lige op til alteret, hvor alle flaskerne står oplyst for Herren. 15 pund og man får lov til at smage alt lige fra tørvede Islays og søde Highlands til glatte Speysides – og derefter får man et helt nyt forhold til det åndelige. De fleste bevarer værdigheden, men nogle få får fuld valuta og svajer som en blød wedge i vinden. Selv ender vi på Ducks Restaurant i byens moderne kvarter, New Town.

Ejeren Malcolm er søn af Donald Duck, en læge med tilnavnet “kvaksalveren”, som lavede legetøj i sin fritid. Disney-koncernen forsøgte at stævne lægen for at bryde varemærkeloven, men Duck undveg de legale geværsalver ved at henvise til det faktum, at han blev født ti år før Anders And. I restauranten serverer man naturligvis and sammen med en fransk udgave af den lokale klassiker, haggis, som er en blanding af havregryn og fårets indvolde. Når man tænker på, at der bor fem millioner i Skotland, men at 12 millioner amerikanere og 50 millioner i resten af verden også har skotsk oprindelse, kan man spørge sig selv, om der er en årsag til, at ingen af emmigranterne har taget haggis med sig. Måske flygtede de på grund af haggis? Alligevel viser det sig, at chefkokkens variant med honningristet rodfrugt og saften af le Puy linser er ganske velsmagende.

Udsigten fra 10. tee på Muirfield

Til tops
Da jeg kommer tilbage til East Lothian igen, når jeg en sidste golfrunde på den næstmest berømte bane Gullane No. 1, som er designet i 1882 af Willie Park Sr., en af områdets seks vindere af the Open. Banen adskiller sig væsentligt fra No. 2 og No. 3 og er endnu et studie i links-baners forskellighed. For det første er den meget kuperet. Det 2. hul stiger kraftigt op til en smal passage mod greenen, 3. hul er fladt, på 4. hul fortsætter stigningen. Det højeste punkt når man først på 7. hul, hvorfra der er en fantastisk 360 graders panoramaudsigt. Neden for de stejle skrænter og klipper ligger Firth, og man bemærker det forsvar man har bygget af frygt for tyskerens invasion under 2. verdenskrig.

I vor tid tales der meget om baners ”spilbarhed”. Det skal være en udfordring for lav-handicapperen, men samtidig overkommelig for alle andre. Fem teesteder, osv. Men det kender man intet til på Gullane. Tværtimod skal gæster kunne verificere, at deres handicap ikke er højere end 24. De gabende bunkers er umættelige, lyngen og gorsen er grådig og fanger alle bolde, der kun lige ruller af fairway. Og disse er som regel brede, men også svære at ramme, når vinden blæser ind fra kysten.

Det afsluttende hul løber ned-ad-bakke og fører tilbage til Gullane, byen og til Bairds museum lige ved siden af proshoppen.

Det er et fint sted at sætte punktum for turen. Men først skal jeg lige have en ”malt”.

Tips til rejsen
Læs mere om East Lothian og hvordan man kommer til området:
www.golfeastlothian.com
www.visitscotland.com
www.luxuryscotland.co.uk