Golf ad Vorpommern til

Den nordtyske delstat Mecklenburg-Vorpommern var indtil murens fald mest kendt som det landskab, der strøg forbi os nordboere, når turen gik med tog til Vestberlin. Fladt, fattigt og utilnærmeligt lå det og sagde os nærmest ingenting. I dag har klækkelig EU-støtte forvandlet delstaten til et lille mirakel for entreprenante folk med sans for forretning og luksuriøs golfturisme. Hvis det lyder dyrt, så tager du helt fejl

Af Torben Thornæs Andersen, 08. april 2008

Der er ét monument tilbage i Rostock fra DDR-tiden. Okay, måske er der mere end ét, men dette står altså ved havnekajen, stort og mægtigt i den kendte østblokstil, sprængfyldt med folkets kraft og systemets selvretfærdighed. Før murens fald viste tusindvis af lignende monumenter, at menneskeheden havde nået sit historiske højdepunkt. I hvert fald den del, der levede bag ”den antikapitalistiske beskyttelsesmur”, som Berlinmuren blev kaldt.

Denne aften er der ikke meget kraft tilbage i den kantede granit. Hele vejen langs kajen står flere hundrede østtyske unge og lytter til de bankende rytmer fra en DJ’s højtalere. Der er party på Rostocks havnefront, og det er ikke til at se, at alt dette en gang for ikke så mange år siden tilhørte kommunismens grå lighedsdiktatur.

Med sine godt 200.000 indbyggere er Rostock den største by i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Det er her, de unge søger hen for at studere, og turisterne flokkes for at se det historiske centrum. Vi selv ankommer med færgen fra Gedser, der anløber hver anden time. Som porten til delstaten viser byen os umiddelbart, at meget har forandret sig, siden Berlin var delt i to, østtyskerne drømte om ”ein Trabi” og de politiske ledere hilste hinanden med et hengivent smækkys.

Topmøde under oksesteaken
Under aftenens middag sker der noget betydningsfuldt. Midt i hovedretten træder en midaldrende dame ind i lokalet, smiler og hilser på vores lille forsamling af skandinaviske journalister. Damen er ingen ringere end den folkevalgte præsident for delstatens parlament, Sylvia Bretschneider, og hendes deltagelse under oksesteaken understreger med et, hvor seriøst nordtyskerne tager vores besøg.

Nu er der to præsidenter til stede. Den anden er en mand ved navn Rüdiger Born, som er præsident for Mecklenburg-Vorpommerns golfforbund.  Få minutter senere underskriver de to en samarbejdserklæring, der skal gøre golfturisme til et fokusområde i regionen. Efter dette lille optrin sidder vi alle en lille smule forundrede og venter på, om arrangørerne har mere i godteposen. Det skal vise sig, at det har de. Et dekadent spil Med bare et par timers kørsel fra den sønderjyske grænse og cirka fire fra København byder Mecklenburg-Vorpommern på 14

Spa-området i Teterow er mere indbydende end golfbanen – og sikke de kan male Man forstår, hvorfor Kempinski i Heiligendamm kaldes for den hvide by

golfanlæg, mens yderligere tre er under opførelse.

Langt de fleste baner er få år gamle, for som golfforbundets præsident fortalte under steaken, så fandtes der under kommunismen kun en enkelt golfbane bag jerntæppet. Den oplysning er nu ikke helt rigtig, for faktisk fandtes der mindst et par muligheder for at spille golf i den gamle østblok.

Der er ingen tvivl om, at de kommunistiske ledere betragtede golf som en dekadent fritidssyssel for fede kapitalister. Valgte man at spadsere rundt med noget så provokerende som en golfbag i Østberlin, så blev man arresteret. Alligevel fandtes der golfbaner i både Tjekkoslovakiet og Rumænien. Selv under Bresjnevs lederskab i 1980’erne var der planer om at anlægge en bane ved Moskva for at tiltrække udenlandsk kapital. Banen blev dog aldrig til noget.

Efter DDR’s opløsning har Mecklenburg-Vorpommern opnået massiv økonomisk støtte i forsøget på at genrejse det, der fortsat er Tysklands fattigste region. Fokus er nu rettet mod at gøre delstaten til et mekka for turister, der ønsker fantastiske naturoplevelser, afslapning ved et af Østersøens mange kurhoteller og en god omgang golf på velplejede anlæg.

Tysk længde
Under vores besøg stifter vi bekendtskab med fire meget forskellige golfanlæg, alle designet af lokale tyske golfbanearkitekter eller sågar de lokale pro’er. Den første er Winston Golf Klub, et anlæg med 27 huller, der blev åbnet i 2002, og som ligger blot få kilometer øst for hovedstaden Schwerin.

Winston er en åben parkbane, der snor sig særdeles smukt gennem landskabet med en hel del stensætninger og ikke så lidt vand til at holde koncentrationen kørende. Og så vil nogen måske undre sig over de ganske mange buler på banen.

Mecklenburg-Vorpommern bliver ofte omtalt som en ret flad delstat, lidt a la Vestjylland med sine langstrakte marker og skovtykninger. Men faktisk er delstaten den mest sørige i Tyskland, og de mange floder, der forbinder vådområderne, er med til at skabe dalsænkninger flere steder inde i landet.

Selve banen holder en ”tysk” længde, hvilket betyder, den er længere end de fleste, og rykker herrerne ligefrem en tand tilbage til Champions Tee, kan de glæde sig til en udfordring på 6276 meter. Banen er heldigvis generelt venligsindet med brede fairways og godt overblik. Det mest aggressive er greens, der vrider sig rundt med folder og buler, men kvaliteten er super, så man føler sig fair behandlet. Stasi i kælderen Skal man tro vores værter fra turistforbundet, så kan man altid finde et veludstyret hotel i nærheden af alle regionens golfbaner. Nogle ligger tæt op ad første tee. Andre kræver 10 minutters kørsel. Efter ”ein bier vom fass” i Winstons superhyggelige klubhus skal man således ud i bilen for at komme til Schloss Basthorst, en totalrenoveret herregård i hyggelige

Øen Usedom er kendt for sine mange nøgenbadere. Vi så dog ingen på Balmer See banen På Østersøkysten har man dyrket wellness i hundredvis af år. Det kaldes for badekultur

omgivelser.

At der er tale om et ”Schloss”, er ingen tilfældighed. Nordtysklands forhistorie er helt tilbage fra 1300-tallet præget af handel og geschäftigkeit, og derfor er regionen smækfyldt med gamle slotte og herregårde. Under DDR-tiden var de desværre ikke i særlig høj kurs, og mange bygninger fik lov til at forfalde. Først i disse år er flere af de gamle ejendomme begyndt at få nyt liv, især med hjælp fra vestlige investorer.

I dette tilfælde er ejeren af Schloss Basthorst en hollænder, der i løbet af et par år har omdannet bygningerne til et topmoderne hotel og wellnesscenter. Undervejs lykkedes det ham blandt andet at grave et gigantisk telekabel op, som løb ind i herregårdens kælder. For enden at kablet fandt de et stort aflytningsanlæg. I forgangne tider har Stasi tilsyneladende siddet her og lyttet med på DDR-borgernes samtaler fra Schwerin og omegn.

Kondigolf
Winston Golf Klub og Schloss Basthorst udgør tilsammen en gedigen liebhaverpakke, som helt sikkert vil falde i manges smag. Vender man blikket længere mod nord, er der mulighed for at kombinere golfturen med en dukkert i et af de mange Østersøbade, som er strøet langs kysten fra byen Wismar i vest til øen Usedom ved den polske grænse.

I et utrolig naturskønt område på Usedom ligger således Golf- und Wellnesshotel Balmer See. Drømmer man om at kombinere golf med en fisketur i solopgangen, en aftendukkert i havbugten eller afslappende gåture i selskab med de lokale fiskehejrer, så er Balmer See et godt sted at begynde.

Lige uden for døren tilbyder stedet et udfordrende 27 hullers golfanlæg. Banen er anlagt i kuperet terræn, så udover en god retningssans kræver den et fornuftigt kondital. Det er nogle gevaldige bakker, man skal over, før man træt og tørstig kan sætte sig tilrette på hotellets terrasse. Vi spillede gul og blå sløjfe, og de er som sådan ikke sværere end de fleste. Ens golfsving bliver bare så underligt, når man har svært ved at få vejret.

Arizona ved Østersøen
Det samme problem finder man ikke i den modsatte ende af Østersøkysten. Her har Ostsee Golf Resort Wittenbeck netop åbnet for spil på et spritnyt 18-hullers anlæg, der lader til at blive en regulær lækkerbisken, især for den lidt bedre spiller. ”Det ligner en ørkenbane i Arizona”, siger min svenske kollega, da vi går ned ad 18. fairway. Jeg har aldrig været i Arizona, men jeg forstår alligevel, hvad han mener.

På ikke mindre end 14 af de 18 huller står søer og bække klar til at opsluge ens forventninger. Stensætninger er strøet med mild hånd og ligger som grinende tænder, klar til at bide dig bagi, hvis ambitionerne skulle finde på at overstige talentet. Her og nu mangler der noget plantevækst, og både fairways og greens var ret så langhårede. Men føj for den lede, hvor bliver det en superbane, når naturen har fået ordentlig fat.

Banen i Wittenbeck ligger kun 10 minutters kørsel fra det berømte badehotel i Heilegendamm, Kempinski Grand Hotel. Hvis navnet klinger bekendt, så skyldes det måske, at G8 topmødet i juni 2007 blev afholdt her med deltagelse af blandt andre George Bush, Tony Blair, Angela Merckel og andre politiske notabiliteter.

Det er værd at bemærke, at Kempinski ikke har nogen stjerner. Den slags er simpelthen for plebejeragtigt i Heilegendamm. Hotelkomplekset, som også går under betegnelsen ”den hvide by”, har da også sit eget slot, et gigantisk wellnesscenter, et køkken med Michelin-status, limousineservice fra Hamburg og Berlin – kort sagt luksus i den næsten absurde ende af skalaen.

Østtyske priser
Det sidste sted på vores rundtur er Golf Club Mecklenburgische Schweiz – Teterow e.V., og det lyder jo fornemt. Desværre holder banen ikke samme standard som navnet, for den hører til en af de mest anonyme, jeg nogensinde har spillet. Et lille plaster på såret er 19. hul – en lille rund pavillon med rindende øl fra hanerne og en atmosfære af afterskiing.

Hvis banen mangler karakter, så savner det tilknyttede Golf- und Welnesshotel Schloss Teschow ikke noget. Her er hvad der skal være, og til en meget fornuftig pris. Hvilket bringer mig frem til en ikke uvæsentlig pointe: Det hele lyder dyrere, end det i virkeligheden er.

På de fleste af de nævnte hoteller koster en overnatning i dobbeltværelse med morgenmad og wellness mellem 100 og 150 euro. I lavsæsonen endda helt ned til under 50 euro. Tilsvarende ligger greenfee fra 20 til 50 euro – og flere steder gælder det for en hel dag. Læg hertil, at vi har at gøre med baneanlæg og hotelfaciliteter, der uden diskussion holder en højere standard en noget, du finder i Danmark.

Som golfdestination kan man godt sammenligne Mecklenburg-Vorpommern med Sydspanien, som der så ud i starten af halvfemserne. Det er godt, det er billigt, og selv om klimaet ikke minder om solkystens, så tillader det stadig spil det meste af året. Den afgørende forskel er afstanden. Mecklenburg-Vorpommern ligger næsten i vores egen baghave – og der var næppe nogen, som i 1992 tænkte på at smide golfkøllerne ind i bilen og smutte på forlænget selvforkælelsesweekend til Marbella. Den tanke er i dag rykket meget tættere på.

Golf i Mecklenburg-Vorpommern
Der er 14 golfanlanlæg i delstaten med alt fra ni til 72 huller. Greenfee ligger typisk på 30-40 euro for en runde – lidt mere i weekends. Handicapbegrænsninger er der ikke meget.

Se mere på www.golf.de

Fra Hanse til Honecker
Mecklenburg-Vorpommern er i dag et både økonomisk og mentalt randområde i den tyske forbundsstat. Det er her, man finder den højeste arbejdsløshed, og her de ekstreme politiske holdninger trives som fluer på en mødding.

For den almindelige borger er det dog forbundet med stolthed at tilhøre den nordtyske region. Historisk er Mecklenburg-Vorpommern nemlig hjemsted for en af verdenshistoriens mest glorværdige epoker med handel, rigdom og enorm kulturel gennemslagskraft.

Hansestæderne epoke
Den nordtyske historie starter reelt set i det 12. århundrede, hvor de hedenske sletter indføjes i den kristne verdensorden af den tyske Kejser Barbarossa. Den nye kristne salighed tiltrækker horder af munke, håndværkere og handelsfolk, og snart skyder der byer op i hele regionen, der primært lever af at handle med varer fra Syd- og Vesteuropa på markederne langs Østersøen og Gotlands kyster.

Men de handlende lever en farlig tilværelse. Landevejsrøvere, pirater og griske herremænd gør livet surt for købmandskabet, og derfor beslutter en række byer at slå sig sammen for at beskytte handelen og skabe ensartede standarder for mængder, valuta, priser osv.

Resultatet er Hanseforbundet, en handelsunion, der med kraft og snilde holder Nordeuropa og det meste af Østersøkysten i et jerngreb de næste 300 år. Rigdommen afføder en enestående økonomiske og kulturel opblomstring. Der bliver bygget kirker, borgerhuse og sågar universiteter. Vil man opleve lidt af stemningen fra forbundets storhedstid bør man besøge de historiske byer Wismar og Stralsund, som i dag er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Turisterne kommer
I det 16. århundrede går det tilbage for Hanseforbundet og trods en kort opblomstring i starten af 1800-tallet, når hansestædernes aldrig siden den samme indflydelse og position. Den givtige handel foregår nu på tværs af Atlanten, og efter to verdenskrige og en kommunistisk ørkenvandring under først Walter Ulbricht og siden Erich Honecker er Mecklenburg-Vorpommern på mange måder tilbage, hvor den startede.

I dag er det historiske omstændigheder, der har udpint regionen, og udviklingsmæssigt er der intet, der forhindrer nordtyskerne i igen at rejse sig fra asken. Østersøkysten har altid tiltrukket badegæster fra det øvrige Tyskland, og selv under kommunismen var der livlig trafik til badehotellerne langs kysten.

Fra politisk hold anses turisme for at være en naturlig vej for regionen. Meget tyder derfor på, at delstatens fremtid ikke denne gang skal komme fra handelsskibe, der sejler ud i verden, men fra turister, der drager ind i det gamle Hanseland, på jagt efter god mad, flot natur og måske en afslappende runde golf.