Roms ukendte velsignelser

Bag to tusinde år gamle marmorsøjler, kirker og paladser, samt minderne om Anita Ekberg, gemmer Rom på endnu en åbenbaring – tre kvarter fra centrum kan golfspillere hente solide minder til scrapbogen

Af Frederik Stage. Bragt i Dansk Golf 5 2007, 12. oktober 2007

Rom er en af Europas største turistmagneter og bliver hvert år invaderet af hundredetusinder af besøgende.

Et faktum, der ikke mindst er blevet til takket været byens mange attraktioner. For hvad enten interessen samler sig om det gamle Romerrige, billedkunst, arkitektur, det italienske køkken eller bare drømmene om det søde liv, har Rom det hele.

Og faktisk lidt til, spørger man denne signatur. For selv om det sjældent fremgår af rejsebøgerne eller arrangørernes kataloger, kan millionbyen ved Midtitaliens vestkyst desuden byde på golfoplevelser i særklasse. Således står ca. 20 baner til rådighed inden for tre kvarters kørsel af centrum. Og da kvaliteten generelt er god, og en håndfuld udmærker sig som nogle af støvlelandets bedste, bør Rom uden blusel kunne lægge betegnelsen golfby til sin lange liste af attraktioner.

En generøs vært
En af banerne, der absolut er med til at bidrage til det indtryk, er golfklubben Marco Simone, der ligger ca. 45 minutters kørsel øst for millionbyens centrum.

Banen blev bygget i 1989 af modedronningen Laura Biagiotti, der tillige ejer det nærliggende middelalderslot, hvorfra banen har sit navn og vartegn. Og lad det være sagt med det samme, Marco Simone er en luksuriøs vært, der forstår at kræse for sine gæster. Et flot 36-hullers anlæg i parklayout designet af Jim Fazio, hvoraf mesterskabsbanen er stedets absolutte hovedattraktion. Hertil et klubhus af paladsagtige dimensioner, der rummer alt fra bar og restaurant til billardsalon og swimmingpool. Og savnes flere anbefalinger, var banen vært for European Tour’s Italian Open i 1993.

Det gamle Colosseum er et must når man er i Rom. Her kunne romerne blandt andet nyde det drabelige syn af gladiatorkampe, vilde dyr og søslag, når dele af arenaen blev fyldt op med vand Afslutningshullet på La Querce falder godt i tråd med banens øvrige 17 huller og byder på masser af udfordringer

Fazios letkuperede parkbane fremstår i dag som en både udfordrende, men dog fair modstander for både middel- og lavhandicapperen. Banen måler voksne 6.037 meter fra gul tee og 5.320 fra rød, men sin længde til trods, er det ikke den del af banens udfordringer, de fleste gæster vil huske mest. Det skyldes, at det er muligt at slå driver i noget nær mental balance på de fleste huller, ligesom roughen ved fejlslag er nogenlunde taknemlig.

Derimod er banen udstyret med et væld af bunkers, der sine steder straffer hårdt. Ikke mindst omkring de velplejede greens, hvor myriader af hvide gab ligger klar til at sluge det kiksede indspil. Er uheldet ude kræves et både langt og højt greenbunkerslag for at hindre dobbeltbogey.

Banen byder selvsagt på mange flotte golfhuller, men skal enkelte fremhæves, kan banens 2. og 16. hul være de udvalgte.

Førstnævnte et 146 meters par 3, hvor det bagved liggende middelalderslot spejler sig smukt i søen, der beskytter hullets venstre side. I tillæg stejle bunkers både til højre for greenen og bagved.

Banens 16. hul er ikke så scenisk smukt som 2. hul, der dog mere end opvejes ved, at en drilsk å er i spil hele vejen mod greenen. Ca. 100 meter ude på det 483 meter lange par 5-hul, slutter åen sig til løjerne og slanger sig herfra gennem midten af fairway hele vejen til greenen, hvor vandet selvfølgelig skal forceres atter engang. Et absolut svært hul den dag svinget ikke lige sidder, men som resten af banen så afgjort et forsøg værd, når turen går til Rom.

Prøv World Cup-banen Hvis Marco Simone oplevedes som en udfordrende bane, kan det samme med sikkerhed siges om Jim Fazios andet mesterværk 30 minutter fra Roms centrum, Golf Club Le Querce fra 1987. Her bydes amatører på de forhindringer, som svenske Anders Forsbrand og Per-Ulrik Johansson overvandt, da de sejrede i World Cup’en tilbage i 1991. Parkbanen deler ikke overraskende lighedstegn med Marco Simone med sine hævede og hurtige greens samt dybe bunkerformationer. Læg hertil et mere kuperet layout, og at der på i hvert fald en håndfuld huller kræves både lange og lige teeslag for blot at komme i spil. Dette skyldes en række dybe egetræsbevoksede raviner, der udover at have givet banen sit navn (quercia = egetræ, red.), gør mere end sit til at lægge pres på spilleren for at ramme korridoren til den frelsende fairway. Dette gør sig eksempelvis gældende på par 4-hullet 10., hvor teeslaget som minimum skal have

Trevifontænen er et af Roms store trækplastre. Fra tidlig morgen til sen aften er området belejret af turister De gamle bygninger på banen er med til at gøre runden på Marco Simone til en smuk udfordring. Her er det 11. hul, der tager sig kønt ud En gåtur gennem Roms gader byder på masser af husfacader prydet med ornamenter og figurer

retning og carry på ca. 170 meter. Lykkedes  forehavendet er arbejdet mod birdiechancen på det 340 meter lange hul slet ikke slut endnu. Fairway er skrånende samtidig med, at andenslaget mod greenen, i lighed med det forrige, skal slås over en dyb ravine.

Samlet set vil de fleste spillere nok opleve Le Querce som en udfordring af de sværere. Men når det er sagt, er de 6.052 meter fra gul og 5.305 meter fra rød tee stadigvæk en smuk og minderig oplevelse, hvoraf flere af hullerne vil kunne huskes længe efter.

Udover de her beskrevne mesterskabsbaner, der altid er at finde på listerne over landets bedste baner, gemmer Rom på flere skatte. Herunder Trent Jones Sr. banen Castel Gandolfo, billedsmukt anlagt i et gammelt vulkankrater, Olgiata, Acquasanta og Medici.

Med disse gode baner til rådighed og det faktum, at greenfees generelt er lave - Marco Simone koster for eksempel kun ca. 350 kr. på en hverdag - er de gode undskyldninger for at snyde sig selv for en ekstra oplevelse på Rom-turen til at overse.

Men naturligvis bør turisten da også give sig tid til at se eller gense byens egne velkendte perler som Colosseum, Forum Romanum, Den spanske Trappe og Trevi-fontænen. Sidstnævnte, hvor en vis frk. Ekberg tog en dukkert og på smukkeste vis fik fortalt alverdens biografgængere, at livet i Rom er af det søde.

En påstand som i hvert fald turister med hang til golfspillets glæder nu vil have svært ved at argumentere imod.

Hvor blev de af?

Er man på besøg i Rom og ønsker at prøve kræfter med stedets gode baner, kan det varmt anbefales at spille på hverdage. Der har man områdets bedste baner for sig selv, mens presset er lidt større i weekenderne. Det skyldes ikke mindst, at golfspillet har sit store gennembrud til gode i støvlelandet, der endnu kun har ca. 70.000 registrerede spillere til 303 baner.