Drives og druer i hippieland
Californien har alt, hvad hjertet begærer. Dansk Golfs Thomas Vennekilde tog til San Francisco for at prøve nogle af verdens bedste golfbaner og rødvine
Tekst og foto: Thomas Vennekilde. Bragt i Dansk Golf 1 2005, 05. januar 2007
Ved årets Oscar-uddeling i Hollywood løb en lille såkaldt independent-film med en stor del af opmærksomheden. På trods af at filmen Sideways kun har kostet en bagatel af 16 mio. dollars at producere, var den nomineret til fem Oscar-statuetter - deriblandt prisen som årets bedste film. Indtil videre har den indspillet 63 mio. dollars alene i USA, og i Europa, hvor filmen først lige har haft premiere, er der også god gang i billetlugerne.
Sideways vandt kun en enkelt Oscar - for bedste manuskript. Og det er næppe helt tilfældigt. Filmen handler om to midaldrende venner, som ikke helt har fået det ud af livet, som de havde håbet på. Nu skal den ene giftes, og de beslutter sig for at tage på en uges rundtur i Californien for at spille golf og drikke rødvin. Med sådan et plot kan det jo næsten ikke gå galt, og filmen er faktisk ved at vende store dele af den californiske vinindustri på hovedet. Den ene af filmens hovedpersoner elsker Pinot Noir og afskyr Merlot, og nu har efterspørgslen på Pinot Noir taget et kvantespring, mens Merlots popularitet er dalet tilsvarende.
Alt dette var Dansk Golf endnu ikke klar over, da vi i efteråret var inviteret til San Francisco af Wine Institute of California, på en kombineret golf- og vinsmagningstur.
Nu kan det måske lyde som en sur tjans, men kombinationen af golf på nogle af verdens bedste og smukkeste baner om formiddagen og vinsmagning på nogle af de store vingårde om eftermiddagen er absolut til at holde ud. Selv for en journalist, der skal huske at tage notater samtidig.
USA på vinkortet
Man skal ikke tilbringe lang tid samme med amerikanerne, før man opdager, at de er ekstremt konkurrencemindede. De vil altid være de bedste. Derfor er det også med slet skjult stolthed i stemmen, at de fortæller historien om tiden tilbage i 1976, hvor amerikanerne ved en stor blindsmagning af franske og californiske vine i Paris løb med sejren blandt de røde såvel som de hvide vine. Det var vine fra Napa dalen, lige nord for San Francisco-bugten, der deltog i konkurrencen og satte amerikanerne på vinkortet.
Men Napa Valley er langt fra det eneste sted, hvor der produceres vin af høj klasse. Vest for Napa ligger Sonoma County, og syd for den bakkede by ligger der også flere store vindistrikter. I Sideways er det for eksempel vingårdene og golfbanerne i Santa Ynez Valley, der får besøg af de to midaldrende mænd. Dansk Golfs udsendte holdt sig til det smukke Bay-area og Napa Valley/Sonoma County vinene. Og eftersom der er 240 vingårde i Napa området og 191 i Sonoma, lå det uden for deres udsendtes fysiske formåen at få smagt på alle mærkerne.
Der er ellers rig mulighed for at smage på stort set alle de vine man har lyst til. Som turist kan man bare gå ind fra gaden, banke på døren og spørge om de holder prøvesmagning. De fleste steder bliver man budt indenfor. Nogle steder tager de en beskeden betaling for prøvesmagningen, mens det andre steder er gratis. Og skulle der være lukket det første sted, er det bare med at prøve hos naboen. I Napa Valley ligger vingårdene side om side langs hovedvejen. Dansk Golf var på besøg hos Trinchero familien, der har drevet vingård i Napa Valley siden 1947, hvor de emigrerede fra Italien. Deres gode vine bærer navnet Trinchero, hvilket måske ikke er så kendt her til lands. Deres frikadellevins-brand, Sutter Home, vil derimod være kendt af mange danskere, der er faldet for et 3-flasker-for-120-kroner-tilbud i Brugsen.
Golf i hippieland
Som golfspiller er Bay-area noget af en drøm. Indenfor et par timers kørsel ligger et hav af baner, med de mest berømte og dermed også de dyreste placeret i Monterey området syd for San Francisco. Her ligger baner som Pebble Beach, Spyglass Hill, Cypress Point og Poppy Hills og venter på de rige amerikanere. Men mindre kan sagtens gøre det. I hjertet af San Francisco, nærmest ved foden af Golden Gate broen, finder man Presidio Golf Course. Banen blev anlagt for højtstående militærfolk for over 100 år siden og var dermed lukket for offentligheden. Men da hæren forlod San Francisco i 1995 blev banen åbnet for alle de gamle hippier, som 68-oprørets hovedstad stadig er fyldt med. Der er nu ikke meget trompetbuks og flower-power over klubben. Tværtimod. For folk der har spillet golf i tidligere engelske kolonier, vil fornemmelsen være bekendt. Et nydeligt klubhus med en stor terrasse, en stor bar og en vel manicureret bane venter gæsterne her. De fleste af hullerne er skåret ud blandt de skyskraberhøje Eukalyptus og Monterey-fyrretræer, og man bevæger sig rundt på den kuperede bane i noget, der minder om isolation. Især det lille korte par 3-hul 4. påkalder sig opmærksomhed. Med en længde på lige godt 100 meter for herrerne og knap 80 for damerne virker det på papiret særdeles overkommeligt. Men med et fald på ti meter og en green i miniafdelingen, er jernvalg af afgørende betydning. Fisker man det forkerte jern op af bag’en, er der noget nær statsgaranti for at bolden ender i en af de syv bunkers, der omkranser den kuperede green.
En fantastisk afslutning
Bunkers er der også rigeligt af på Robert Trent Jones Jr. banen Bodega Harbour Golf Links, der ligger i den nordlige del af San Francisco bugten. 90 bunkers fandt den verdensberømte designer plads til, da han anlagde banen. Og lad det være sagt med det samme. Det gjorde han fantastisk godt. Banen er en af de bedste, som Dansk Golfs udsendte nogensinde har haft fornøjelsen at spille. Inspirationen fra de skotske links-baner fornægter sig ikke med de mange små potbunkers og et landskab, der stort set ikke indeholder et plant område – og da slet ikke på greens. De tre afslutningshuller, som i folkemunde kaldes The Pit, er prikken over et særdeles velformet i. De er anlagt i et ferskvands marskområde, hvor man på den anden side af klitterne kan høre bølgerne fra Stillehavet rulle ind på den store sandstrand. 16. hul er en perle af et 270 meter langt par 4-hul, der doglegger rundt om marsken. Det kræver et udslag på 140 meter at komme tørskoet til fairway, hvorfra der kun er et kort jern hjem. De dristige tager driveren frem og sigter efter green, der kun er 230 meter borte i fugleflugtslinje. Der er naturligvis ikke tilladt at gå ud i selve marskområdet. Der ville ellers være gode penge at tjene for den person der fik agenturet til at samle bolde der.
Mange baner har et par 3-hul, hvor green er placeret midt i en sø. På 17. hul er greenen placeret midt i en marsk. Den eneste forskel er, at her hører man ikke et plask, når man rammer ved siden af green. Fra 17. går det stejlt op ad bakke til en storslået udsigt over havet. Men der er også udsigt til en smal og kuperet fairway, der 230 meter ude slutter brat. Herfra er det nærmest lodret ned ad bakke til endnu en green omgivet af bunkers og marsk.
Naturmyndighederne i Danmark var aldrig gået med til at anlægge en bane i dette skønne område, men for pokker, hvor er det en fantastisk oplevelse og gå i grænselandet mellem hav og land med sin bærebag på ryggen. Det er trods alt ikke tilladt at køre en buggy ind i marsken.
Til søs
Fra Bodega Bay er der ikke langt til Napa Valley, hvor et stop hos Beringer-vingården absolut kan anbefales. Hver time starter en rundvisning på denne vingård, som har været i drift siden 1876 og dermed er Napas ældste. Det koster fem dollars for en halv times rundvisning. Med i prisen er to glas vin – og for yderligere fem dollars kan kommer der tre glas til på bordet. Der er også mulighed for at besøge vinkælderen og prøvesmage vinene direkte fra tønden.
I Napa Valley kan man så slå et smut forbi den nyåbnede Eagle Vines Golf Club. Designet af Johnny Miller byder banen på masser af udfordringer. Banen er anlagt midt i vinmarker med Cabernet Sauvignon, Syrah og Sauvignon Blanc druer, og man kan hurtigt komme til at studere disse ranker på nært hold, da det på flere af hullerne er nødvendigt at slå ind over disse. På 6. hul er der dog ikke andet end vand at slå ind over til den smukke ø-green. Her er også blevet plads til et vandfald og en lang række blomsterarrangementer på teestederne. Om man kan lide den slags, er vel et spørgsmål om smag og behag, men det gør sig godt på plakater og scorekort. Banen er ikke kun leveringsdygtig i en sø-green. På 2. hul er det teestederne, der er placeret ude i søen. Men herfra er det dog noget nemmere at komme tørskoet i land.
Da Dansk Golf var på besøg, var banen så ny, at klubhuset endnu ikke var åbnet. Men vi så tegninger af byggeriet, der var i fuldt sving, og med placering ud til 18. green og en kæmpestor sø, bliver det et klubhus ud over det sædvanlige.
Vin for milliarder
Vinproduktion i USA er big business. Selv om der naturligvis stadig er stor respekt for håndværket, er der tale om en industri. En industri, der kan gøre de dygtige til særdeles velhavende mennesker. Mens Dansk Golf var i Californien, blev købet af Mondavi Corporation offentliggjort. Mondavi, der blandt andet producerer Opus One vinen, er en af de største vingårde i Californien, hvilket da også kunne aflæses i prisen, der lød på 1,36 mia. dollars, hvilket i runde tal er 7,5 mia. danske kroner - eller sådan cirka det samme, som den danske stat årligt kradser ind i tobaksafgifter.
En anden amerikansk vinbonde, som med garanti ville blive en holden mand, hvis han solgte sin vingård, er Philip Wente. På sin lille vingård i Livermore Valley sydøst for San Francisco har han fået banket en ganske god forretning op. Hvert år forlader 5-8.000 kasser med vin hans gård. Men det har ikke været nok for ham. For 20 år siden blev Wente Vineyards Restaurant and Visitor Center etableret. Ud fra devisen om at god vin hører sammen med god mad, mente mr. Wente, at de besøgende turister også skulle have et sted af spise. Og for 10 år siden besluttede han, at han også ville have en golfbane. Så han greb telefonen, ringede til Greg Norman og bad ham om at designe en golfbane. Og det gjorde han så. Midt mellem vinstokke, bjerge, søer og åbne marker er der blevet plads til 18 huller ud over det sædvanlige. Selv om banen stadig er relativt ny og trænger til et par år mere på bagen, er det stadig en god bane. Den Hvide Haj har kreeret et anlæg, som tester alle jern i bag’en. Her er smalle huller såvel som brede fairways, huller hvor der skal tænkes og huller, hvor der kan tæskes til den. På de fleste amerikanske baner er det normalt at leje en buggy, men hvis man ønsker det, kan man også gå. Det kan absolut ikke anbefales på The Course at Wente Vineyards. Vejen fra 9. green til 10. tee kræver i så fald det store bjergbestigerbevis og en jernkondi. Otte hårnålesving og en stigning på 80 meter venter den der vil forsøge sig til fods. Man kan så trøste sig med at der på toppen af bakken venter en bod med forfriskninger og en fantastisk udsigt.
En god udsigt er også hvad der venter på 13. hul. Her er der et fald på 40 meter fra tee til fairwayen, der doglegger til venstre. De langtslående tager driveren og slår ind over doglegget og vinrankerne - og dermed i nærheden af green. De konservative tager et jern fra tee, og må så leve med, at de store bunkers på fairway og foran green er i spil. Alt i alt en bane, der bestemt er et besøg værd. Og hvis man beslutter sig for at spise i klubben, er man i det mindste fri for at træffe en beslutning om, hvilken vin man skal drikke.
Links
Presidio Golf Course
Eagle Vines Golf Club
The Course at Wente Vineyards
Bodega Harbour Golf Links
Wine Institute of California
Trinchero Family Estates
Beringer Wine Estates
Livermore Valley Winegrowers
Sonoma County Wineries Association
Napa Valley Vintners Association
California Tourism
Sideways
Produktionsår: 2004
Instruktør: Alexander Payne
Medvirkende: Paul Giamatti, Thomas Haden Church og Virginia Madsen
Stemt ind som nummer 172 på imdb.com’s liste over alle tiders bedste film
Dansk premiere 11. marts
Vinpriser
Vin fra Californien har ry for at være dyre. Og sammenlignet med sydamerikanske, australske og andre oversøiske vinlande, er der da også noget om snakken. Men det skyldes, at det er svært at skaffe amerikansk vin til det europæiske marked – for amerikanerne drikker selv det hele. I dag ender knap hver femte af alle verdens vinflasker på bunden af en amerikansk flaskecontainer. Og om tre år forventer eksperterne, at det er hver fjerde flaske, der ryger den vej.