Golf i Mickey Mouse-land
Universal Studios. Kennedy Space Center. Disney World.
Der er mindst tre gode grunde til, at Orlando fungerer som en turistmagnet ud over det sædvanlige. Og når man samtidig kan kombinere rumraketter, filmstudier og Mickey Mouse med golf i verdensklasse, giver det hele lige pludselig mening
Tekst: Henrik Søe Foto: Søren Tidmand. Bragt i Dansk Golf 7 2003, 01. september 2003
Orlando rummer så mange muligheder for golf, at det kan være svært at finde tid til at besøge de mere traditionelle turistmål. Med 150 baner indenfor en times kørsel fra centrum må millionbyen i Florida være med i kapløbet om betegnelsen verdens golfhovedstad.
Byen er ikke nogen skønhed i sig selv. Den er flad som pandekagerne, der serveres på de mange fedtsydende cafeterier i vejkanten og om aftenen lige så oplyst af neon som facaderne på Rådhuspladsen.
Men som golfspiller behøver man heldigvis ikke bekymre sig synderligt om byens mindre charmerende sider. For der er i sandhed golfbaner for enhver smag – og pengepung. Især det sidste kan være nødvendigt sidst på måneden, hvis man samtidig skal aflægge besøg hos Mickey Mouse og co. Men der er såmænd også rige muligheder for at spille golf i Disney World-området, som alene huser fem mesterskabsbaner.
Golfudbuddet i Orlando er uoverskueligt, og når der findes så mange baner i området, vil man jo helst ikke bruge kræfter på at spekulere over, om nabobanen måske havde været et bedre valg. I Orlando kan man næsten ikke undgå at støde ind i andre golfspillere, som har lyst til at øse af deres erfaringer og det kan være en god gammeldags idé at benytte sig af mund-til-mund metoden. Dansk Golf benyttede sig af samme recept og prøvede kræfter med fire baner i Orlando-området – og en enkelt, som krævede en køretur på tre-fire timer. Og vi må erkende, at kvaliteten var lige så svingende som prisen – og at de to størrelser som oftest hang sammen. Med 150 golfbaner indenfor rækkevidde og golfspillere med forskellig smag og behag behøver det dog ikke nødvendigvis være sådan.
Et af problemerne i Orlando er, at mange baner er private klubber og dermed hermetisk lukkede for gæster, mens andre kræver, at man bor på det tilhørende ferieresort. Men der findes andre baner end den højtprofilerede Bay Hill, som de fleste forbinder med Arnold Palmer og den årlige PGA Tour-turnering Bay Hill Invitational. Orlando byder på et væld af såkaldte ”public courses”, som kun lider under manglen på reklamekroner, og hvor greenfeepriserne ikke slår bunden ud af sparegrisen.
Der er masser af muligheder for god golf, men desværre for mange danskere er det også golf på ægte amerikansk manér. Bærebag’en er ikke velkommen ret mange steder, så er man på jagt efter motion, er Orlando ikke det bedste mål for en golfferie. Det positive er selvfølgelig, at en runde kan klares hurtigere og dermed giver ekstra tid til andre gøremål… Som f.eks. at spise.
Akkurat ligesom andre amerikanske storbyer byder Orlando på en bred vifte af kulinariske oplevelser. Lige fra International House of Pancakes til eksklusive franske restauranter. Og selvfølgelig også golfrestauranter…
På Sam Snead’s Tavern får man maden serveret med et historisk vingesus som ekstra krydderi. Væggene i restauranten er plastret til med billeder af den nu afdøde legende og giver et fascinerende indblik i mesterens liv og levned.
Har man brug for en pause fra golfen eller Disney-hysteriet, og er man i byen i basketball-sæsonen, byder Orlando på en god mulighed for underholdning i topklasse. Man bør ikke snyde sig selv for et besøg i det store TD Waterhouse Center, hvor byens stolthed Orlando Magic afvikler hjemmekampene i NBA-ligaen. Meget kan man sige om amerikanerne, men de forstår at skrue et godt show sammen. Det samme gør i øvrigt Orlandos nummer 10. Sam Snead var magisk med den lille hvide bold – men ham Tracy McGrady kan altså nogen tricks med den store orange…
Highlands Reserve - public
Opfordrer som en af de få baner til at gå. Banen er ikke mere kuperet, end at det sagtens lader sig gøre at gå, men risikoen for at blive overhalet af en seks-syv golfbiler på en runde er til gengæld kraftigt til stede.
Banens første 12 huller er ikke voldsomt ophidsende, men træder så i karakter på vejen hjem. Banen ligger ikke langt fra Disney World, og måske banearkitekten har hentet sin inspirationen til 16. green her. Med en gevaldig slugt på midten minder greenen her mere om en rutsjebane end en golfbane. Højdeforskellen er vel 75 cm, så her gælder det om at ramme det rigtige plateau. Hullet har også meget rammende fået navnet ”timeglasset”.
Den såkaldte twilight-pris (tusmørkepris) – efter kl. 14 – nærmer sig danske priser. Et godt og billigt sted at varme op til golfferien, men så heller ikke mere.
Greenfee: 37-69 dollar. Twilight: 30 dollar.
Læs mere: www.highlandsreserve-golf.com
Mystic Dunes - public
Sand, vand og myg. Banen er skåret ud i en sump og har flere par 3-huller, hvor man skal have et carry på 160 meter for at undgå sumpen… Vand er der også på signaturhullet 11., et par 3-hul med vandfald, som desværre – ligesom mange andre baner i Orlando – er skæmmet af beboelse, der ligger klods op af fairway.
Lidt kønnere banens mange såkaldte ”waste areas” - store sandarealer, hvor det i modsætning til bunkers er tilladt at grounde køllen.
Selv om Dansk Golfs udsendte absolut foretrækker at gå rundt på banen med bærebag’en på ryggen, kunne vi alligevel ikke lade være med at blive bare en anelse imponerede over det GPS-system i buggien, som efterhånden er standard på de lidt mere eksklusive baner i Florida. Udover at fortælle dig, hvor mange yards du har til green, har systemet på Mystic Dunes den ekstra sikkerheds-feature, at den hele tiden viser dig, hvor langt der er frem til den bageste buggy i bolden foran. En god lille detalje, som især er nyttig, når man spiller banen første gang. Det ville nok også have været rart at kende den ekstremt ondulerede 15. green, hvor fire-putts bestemt ikke hører til sjældenhederne.
Greenfee: 72-125 dollar. Twilight: 45 dollar.
Læs mere: www.mysticdunesgolf.com
The Legacy
Banen ligger i det nordlige Orlando – og i den nordlige ende af
prisskalaen, men er hver en dollar værd. The Leagcy er jævnlig vært for kvalifikation til US Open og har et imponerende layout - kreeret af den berømte arkitekt Tom Fazio. Banen er en god test for såvel lav og middelhandicapperen, som nok skal få brug for de fleste køller i bag’en. Med 100 kridhvide bunkers strategisk spredt byder banen også på gode muligheder for at få testet sandjernet.
På teestedet ved 9. hul kan man via GPS-systemet i buggien bestille en sandwich eller en hotdog, som så på ægte amerikansk vis kan afhentes ved klubhuset på vej mod 10. teested. At hotdoggen ikke var pengene værd, er en helt anden snak. Men det skulle jo prøves…
Greenfee: 60-115 dollar.
Læs mere: www.legacyclubgolf.com
North Shore
Har du en formiddag til rådighed, inden flyet letter mod Europa, ligger North Shore Golf Club fortrinligt placeret blot et par skæve drives fra landingsbanen. Banen er okay uden at være prangende og er absolut ikke et ”must play” i Orlando. Den mest interessante feature er de ekstremt hurtige greens. For-9, der præges af vådområder, er med lidt god vilje en anelse linksprægede, mens hullerne på bag-9 skærer sig gennem egetræslunde. Banen er kun godt et år gammel og
vil uden tvivl have godt af et par år på bagen. Det er muligt at tilbagelægge banen på gåben, men til gengæld kræver klubben en noget mærkværdig ”walking-fee” på 8 dollars – inklusive betaling for den golfbil, som du ikke bruger.
Greenfee: 45/49 dollar. Twilight (efter 13.30 alle dage): 32 dollar.
Læs mere: www.northshore-golfclub.com
TPC at Sawgrass – Stadium Course
For den kræsne golfspiller med lidt ekstra dollar på kistebunden eller lidt eventyr på opsparingen kan det varmt anbefales at sætte kursen nordpå mod Jacksonville. Et par timers kørsel fra Orlando – helt ude ved Atlanterhavskysten - finder man arkitekten Pete Dyes mesterværk - TPC at Sawgrass.
Vi drejer til højre af hovedvejen og kører det sidste stykke ad PGA Tour Boulevard, inden vi når til parkeringspladsen. Som vejnavnet fortæller, er det her den amerikanske spillerorganisation PGA har hovedsæde. Men det er ikke det, der er målet med vores besøg. Det er The Stadium Course at TPC at Sawgrass. Banen, der hvert år huser spillernes egen turnering – The Players Championship.
Græsset på driving rangen er så lækker, at man næsten ikke tør slå af frygt for at duffe en luns tørv. Et kig på den amerikanske sidekammerat afslører dog hurtigt, at banen også er tilgængelig for den slags golfere…
Vi bliver parret med et venligt ægtepar fra New York og frygter lidt for runden, da konen fortæller, at manden lige er blevet opereret i tarmsystemet og manden beretter, at konen ikke har spillet golf i halavandet år på grund af to knæoperationer. Bedre tegner det ikke, da manden halvvejs nede af første fairway må køre tilbage til klubhuset for at gå på toilettet for anden gang på 20 minutter, men heldigvis skrider runden herefter planmæssigt frem. Da vi efter tre hæderlige scores når 4. teested med optimismen i god behold, siger manden:
- Nu begynder det.
Og det er ikke maven han taler om. Det er banen. Efter de tre åbningshuller, som bestemt ikke er kedelige, træder banen for alvor i karakter. Det ene fremragende golfhul afløser det andet, og faktisk er det ærgerligt, at man også her er tvunget til at bruge buggy. Vi tog os den frihed at skiftes til at gå lidt – og på den måde nyde banen i fulde drag.
For at spille Sawgrass er det nødvendigt at indlogere sig på Marriott-hotellet, og det kan - inklusive greenfee - selvfølgelig være noget af en udskrivning. Men hvis man endelig skal punge ud, er dette stedet at gøre det. Det er en livsvarig investering til oplevelseskontoen.
Priserne varierer meget fra årstid til årstid, og der er således hele 165 dollar at spare, hvis man vælger at besøge banen fra juli til september frem for perioden fra 29. januar til 28. maj.
TPC at Sawgrass råder over to 18-hullersbaner med Stadium Course som den klart mest besøgte. 36.000 runder bliver det til om året - og det forstår man. Alene afslutningshullerne 16., 17, og 18. er det hele værd. Nogle vil måske mene, at det berømte 17. hul med ø-greenen er en anelse Mickey Mouse-agtigt, men det er under alle omstændigheder et hul, man aldrig glemmer, uanset om man spiller det som Fedtmule (journalisten) eller Fætter Højben (fotografen).
Greenfee: 105-270 dollar.
Læs mere: www.tpc.com