In the army now

Verdens bedst beskyttede golfbaner ligger på amerikanske militærbaser, men selv den bedste beskyttelse kan ikke forhindre et fire-putt på de lynhurtige greens

Tekst og foto: John Kreiner. Bragt i Dansk Golf 1 2006, 05. januar 2007

Fire granvoksne betjente fra Militærpolitiet kontrollerer samtlige køretøjer, der skal ind til golfbanen. De skal se gyldigt ID-kort, og man skal kunne dokumentere, at man ikke bare er gæst hos en med ID-kort, men at man er sammen med den pågældende.

Sådan er betingelserne, før man kommer ind til nogle af verdens bedst beskyttede golfbaner, som naturligvis ligger i USA.

Der tages ingen chancer, og for en dansker kan det umiddelbart virke som en form for paranoia. Vi skal trods alt bare spille golf…

Vi har nok heller ikke haft terroren helt så tæt inde på livet!

Efter terroraktionerne den 11. september 2001 er sikkerheden blevet yderligere skærpet. Eksempelvis er det ikke tilladt at fotografere omkring kontrollen. Og i disse år ofres der flere millioner af dollars på øget sikkerhed, når adgangskontrollen udbygges med endnu flere sikkerhedsforanstaltninger.

Til gengæld er banerne en smule forsinkelse på grund af sikkerhedskontrollen værd. Og er man først kommet igennem adgangskontrollen, så møder man den berømte amerikanske gæstfrihed overalt.

De omfattende sikkerhedsforanstaltninger skyldes, at der er tale om golfbaner inde på nogle af de store militære baseområder, der ligger ud mod Atlanterhavet i Norfolk, Virginia, små fire timers kørsel syd for Washington D.C.

Baseområder, der bestemt ikke kan udelukkes som mulige terrormål.

Norfolk, Virginia, er hjemsted for store dele af USA’s Atlanterhavsflåde. Trods alvoren er det ganske imponerende, når man fra en af golfbanerne kan se toppen af tre kæmpemæssige hangarskibe, der netop i de dage ligger ved kaj på basen.

De er godt nok store..!

Norfolk, Virginia, er desuden havn for nogle af verdens største civile containerskibe.

Netop hangarskibene betyder, at en af baserne er en flyvebase, Naval Air Station Oceana, mens en tredje ”bare” er en Naval Station. Også US Marine Corps, Læderhalsene, har baser i området. Ligesom et af NATO’s største hovedkvarterer har domicil her.

Basen er hjembyen
Flere end 130.000 mennesker har deres arbejdsplads på baserne i og omkring Norfolk.

Når man ser bort fra de amerikanske baser, der er etableret i egentlige uroområder - Mellemøsten, Balkan og lignende - så er amerikanske baser indrettet som mellemstore danske provinsbyer med alt, hvad dette indebærer.

Af de 130.000 ansatte har en stor del af dem hele familien med på basen, som dermed bliver deres ”hjemby” for en kortere eller længere periode. Der er eksempelvis flere kirker på en base, så man kan komme i kirke uanset, hvilken trosretning, man bekender sig til. Det er vigtigt for amerikanere. Skoler og børnehaver til børnene. Sygehuse og speciallæger finder man også på en amerikansk base. Supermarkeder og varehuse, der kan få selv de største eksempler på et dansk Bilka-varehus til at minde om en middelstor dagligvarebutik, er helt nødvendige for hverdagen.

Spiserestauranter og – selvfølgelig – McDonald’s, Burger King, Taco Bell, KFC og hvad fastfood-kæderne ellers hedder, er også fordelt ud over baseområderne. Man vil heller aldrig gå forgæves efter en Budweiser eller en Coca Cola.

Selvfølgelig er der også fritidsfaciliteter som biografer og teatre, biblioteker, fodbold- og baseboldbaner med forholdsvis store tilskuertribuner.

Og golfbaner, naturligvis…

Alt sammen til absolut fornuftige priser.

Eksempelvis er greenfee for militært personel typisk 16 dollars (under 100 danske kroner), mens gæster må slippe mellem 26 og 30 dollars (altså max. 180 danske kroner).

Det betyder også, at de militære golfklubber godt nok drives og fungerer som klubber, men de har ingen medlemmer. Dertil flytter personellet for meget rundt. Alle spiller på greenfee til de ovennævnte priser.

Flotte 18 hullers baner
Nu vil det være nærliggende at tro, at de militære golfbaner er små hyggelige par 3-baner, som man også forholdsvis nemt ville kunne finde plads til på danske kaserner, øvelsesområder eller flyvestationer.

Det er ikke tilfældet. Der er tale om store velholdte 18 hullers baner ved egentlige golfklubber med klubhuse, proshopper, professionelle PGA-trænere og træningsfaciliteter, som mange danske golfklubber endnu kun kan drømme om.

De fire baner, vi har haft lejlighed til at besøge, havde henholdsvis par 71 og par 72 – fordelt med to af hver. To af banerne på flyvebasen Naval Air Station Oceana, hvor basens golfklub, Aeropines Golf Club, altså råder over 36 huller.

De to baner ved Aeropines Golf Club er opkaldt efter de berømte jagerfly Tomcat, som mange kender fra Tom Cruise-filmen ”Topgun”, og Hornet. Begge flytyper er specielt udviklet til at operere fra hangarskibe.

Hornet Course er en interessant bane, der veksler mellem at være parkbane og hedelandsbane, hvor de meget åbne huller flere steder ligger ubehagelig tæt på store søer. Vekslingen mellem det åbne og lukkede, som sagtens kan skifte ikke bare fra hul til hul, men også undervejs på et hul, giver vinden rig mulighed for at komme i spil.

Hornet Course måler fra backtee 6959 yards (6263 meter) par 72, og med relativt smalle fairways og utroligt svære, men gode greens, er det ikke en bane, man bare lige går ud og brænder af.

Tomcat Course er 6798 yards (6118 meter) fra backtee og ligeledes par 72. Banens karakter er meget lig Hornet Course, hvilket ikke mindst skyldes, at banerne jo ligger i den samme geografi og landskabstype.

Begge baner er utroligt velholdte, og der er gjort meget ud af beplantninger mv., så det er en oplevelse bare at være på banerne.

Distraherende ørne
Overalt kan man se ørne, der svæver over området i deres jagt på føde. Det ubeskriveligt smukke syn er næsten vanskeligere at abstrahere fra end de Tomcat- og Hornet-fly, der fylder godt i luftrummet over de to baner. Man vænner sig forbavsende hurtigt til larmen fra jetflyene, der træner starter og landinger. Alligevel kan man godt miste koncentrationen et kort øjeblik i et putt eller et tilbagesving, når de en gang imellem slipper alle hestekræfterne løs små hundrede meter over ens hoved. Så er der decibel i luften, så det vil noget…

Eagle Haven Golf Course, der ligger på Naval Amphibious Base, Little Creek, er vanskelig at sætte i en bestemt kategori som parklandbane eller andet, men det er ikke svært at betegne den som usædvanlig smuk. Eagle Haven er en par 71-bane, der holder 6206 yards (5586 meter) fra backtee. Ikke nogen lang bane, men det skal man ikke lade sig narre af.

Hvis man skulle være i tvivl om, hvad Amphibious (amfibisk) betyder, så behøver man i hvert fald ikke være i tvivl om, at det er noget med vand.

Vandet er i spil på 12 af banens 18 huller i en eller anden grad. På de fleste af hullerne i middelsvær eller modbydelig svær grad, andre steder bare uhyggelig tæt på. En af mine medspillere måtte faktisk låne bolde til de sidste huller, og han havde ellers haft rigeligt med ud…

Som banens navn antyder, er der også her mulighed for at få det betagende syn af ørnene i luften. De sejler majestætisk under himmelhvælvingen, så man sagtens forstår, hvorfor de hedder Kongeørne. Her er der ikke nævneværdig indblanding fra jagerfly, så det militære mærkes kun, når man hører spredt skydning fra det omkringliggende øvelsesterræn.

Det amfibiske kan også opleves i dyrelivet på banen, når man i vandet, mellem banens 14. og 16. hul, kan se skildpadder, der ligger og soler sig på grene i vandkanten. Man skal i øvrigt holde sig fra disse skildpadder, som nemt kan nappe en finger i ét bid.

Også denne bane har de typiske amerikanske greens, som er ret ondulerede og hurtigere end de greens, de fleste danskere kender hjemmefra. Et scorekort uden et fire-putt hører mere til undtagelsen end til reglen.

Greens og James Joyce
Sewells Point Golf Course ligger på det, man kunne kalde ”hovedbasen” i området, Naval Station. Den er en udpræget parkbane, hvor forholdsvis snævre fairways indrammes af høje træer. Banen er en par 71-bane, der måler 6280 yards (5652 meter). Selv om der var mange træer langs hullerne, så betyder det ikke, at man mister bolde mellem træerne, kun slag. Det er næsten altid muligt at finde bolden, når den – uvist af hvilken grund – har forvildet sig ind mellem træstammerne. Men det er næsten lige så sikkert et svært slag, der venter, og svære slag lykkes som bekendt ikke altid…

Endnu en gang skal man være forberedt på udfordringer, når man når de hurtige og ondulerede greens, der bestemt ikke holder sig tilbage for at lyve om en puttelinie.

Golfjournalisten Morten Buckhøj sammenlignede en gang greens, der var svære at læse, med vanskelighederne i at læse James Joyce’s roman Ulysses. I forhold til disse fire baners greens er Joyce ulige nemmere at gå til…

Men netop den slags greens er en vigtig bestanddel i golf ”The American Way”. Se bare hvilke kvaler greens på PGA-Tour’en giver verdens bedste golfspillere – uden sammenligning i øvrigt.

Men golf ”The American Way” har også sine lyspunkter. På alle baner blev vi jævnlig mødt af små carts med forfriskninger, og de velassorterede proshopper i klubberne har naturligvis også et pænt udvalg af cigarer i humidoren. Golfbanerne er et af de steder, hvor amerikanerne endnu kan ryge uden at blive pålagt lovbestemt dårlig samvittighed.

Der er ikke – som på nogle amerikanske baner – krav om, at man kører rundt på de militære baner, men muligheden er der. Og når solen brager ned, er det nu ganske behageligt at trille rundt med gode venner, en fin cigar og et par møder med den rullende ølbar, og så kan man såmænd godt glemme de kvaler, der venter på næste green.

Og man spekulerer i hvert fald ikke på, at banen man spiller på, er omgivet af pigtråd og bevæbnede vagter.