Syv dage på modervejen

I 1950erne var den USA’s længste søndagsforlystelse. I 30erne en vej væk fra depression og elendighed. Før det var den knap nok et spejl af solens bane over himlen. Et støvet spor på tværs af kontinentet, som ryttere og prærievogne tog bestik af, når lykken skulle findes længere mod vest.

Tekst og Foto Torben Thornæs Andersen, 10. november 2009

Hvad amerikanerne fandt, var ikke blot evig sol og surferstrande, men en hjørnesten i den amerikanske sjæl. Det var friheden som tilstand og rejsen som eventyr. Og så nogle golfbaner, naturligvis, strøet med rund hånd langs alle vejes moder, Route 66

Da jeg kører ind i Bagdad indser jeg, jeg har begået en fejl. For det første er byen forsvundet. Min navigation påstår hårdnakket, at jeg holder midt i centrum, men hele vejen rundt er der intet andet end forblæst prærieørken og en enkelt fortumlet vindheks, der fanger mit øje.

Jeg sænker farten en anelse, mens jeg triller gennem den forsvundne by. Jeg havde ellers set frem til at dreje ind foran byens cafe, det berømte omdrejningspunkt for en mindeværdig film om skæve eksistenser i den californiske ørken. Jeg havde læst, den virkelig fandtes.

Måske vil filmen Bagdad Cafe næppe vække støre genklang end en strofe eller to fra Jevetta Steeles hjerteskærende kendingsmelodi ”Calling you”. Jeg husker den tydeligt. Tilbage i 1987, da jeg var bare 16 år, gav filmen mig for første gang en fornemmelse for uendeligheden. Lysten til at køre ud i det store ukendte for at se, hvad vejen bringer.

Det tager kun et sekund. Så er jeg videre, på vej ned ad USA’s mest sagnomspundne stykke asfalt. Forude venter en hel uges kørsel gennem ørkenlandskaber, sneklædte bjerge og fyrskove så store som nationer. Route 66 strækker sig næsten 4000 kilometer fra Chicago i øst til Los Angeles i vest og udgør et smalt pergament over USA’s topografi. Den amerikanske folklore har for længst døbt den tosporede landevej The All American Mother Road. 

Helligbrøde
Jeg kører fra vest mod øst. En helligbrøde, hvis man spørger inkarnerede Routeologer. Enhver erfaren rejsende på ruten vil uden tøven beskrive fænomenet Route 66 som en færd mod vest, mod Stillehavet og lykkeligere tider. Sådan foreskriver mytologien – og det første, jeg gør, er altså at fucke den op.

Bortset fra de besværligheder, det giver at finde rundt i bøgerne om vejen (især rækkefølgen af vejkort gør mig momentant sindssyg), så er turen østover dog en fuldgod måde at indgravere sit navn i rækken af kørere, der har efterladt et par millimeter gummi på modervejen. Desuden er jeg på udkig efter golfbaner og ikke en tur ved stranden.

Tidligt om morgenen har jeg forladt byen San Bernadino, et umærkeligt stykke forstad til Los Angeles, og er sprunget på Interstate 15, motorvejen der fører hele vejen op til syndens by, Las Vegas. Men det varer kun nogle få miles. Ved floden Oro Grande skiller Route 66 sig ud og slår et sving omkring småbyerne Hellendale og Hodge.

Om morgenen på hotellet har jeg set, der ligger en golfbane i netop Hellendale kaldet Silverlakes. Et voksent anlæg på 27 huller. Da jeg træder ind i proshoppen finder jeg ud af, at ikke alt i det forjættede land er til salg for ussel mammon. I hvert fald ikke med mine knitrende nye dollars. Banen er privat, lyder beskeden … (pinlig pause) … men der ligger vist en offentlig bane lidt længere op ad vejen. 

Assholes
Jeg lusker ud i bilen igen og sætter navigationen på arbejde. Det første, den gør, at sende mig ad rynkede grusveje til en for længst nedlagt bane, Barstow Golf Club. Eneste tilbageværende spor er klubbens navn skrevet på en stor hvid væg. Jeg trykker endnu en gang på apparatet med det betryggende navn NeverLost, og denne gang svigter satellitterne ikke.

Efter en halv time ankommer jeg til Tees and Trees, en lille og meget uprætentiøs 9-hullers bane, der ligger klemt op ad togsporet lige uden for byen Barstow. I det forvoksede skur, som går for at være klubhus, giver jeg ni dollars for at spille ni huller.

Banen tilhører militæret. I kontoret ved siden af proshoppen residerer Boomer, en venligsindet sergenttype, der tydeligvis har det bedst med at skæve over sit rodede skrivebord fra en stærkt tilbagelænet skrivebordsstol. Boomer fortæller, at Tees and Trees er anlagt en gang i halvtredserne, samt at fyrene nede i Silverlakes ”can be a real bunch of assholes”. Jeg giver ham ret. Klassiske røvhuller.

Tees & Trees

 Efter en på alle måder beskeden runde, kører jeg mod Needles, der har fået sit spidse navn efter Mohave bjergene øst for byen. Strækningen er en af de mest øde på Route 66, 150 kilometer gold californisk ørken. Eneste spor af civilisation er de ekstremt lange godstog, der langsomt snegler sig af sted ude i horisonten samt et par ensomme flækker, der for længst er ophørt med at eksistere – heriblandt mit ungdomsminde Bagdad. 

Det varmeste sted i USA
Her til morgen ligner min franske toast unægtelig ikke den, man køber nede i Brugsen. Snarere ligner den en firkantet pandekage, der blevet glemt på en overfedtet stegepande. Morgenmenuen på Juicy’s Cafe i Needles er en heavy omgang, som jeg skyller ned med appelsinjuice og kaffe ad libitum. Jeg takker venligt nej, da servitricen spørger, om jeg ikke vil have resterne med i en pose. Mit legeme er allerede en tikkende kaloriebombe – en pose ville være fatalt.

Fra Needles skynder jeg mig at køre mod nord til byen Laughlin, hvor rygtet vil vide, der ligger en splinterny superbane gemt ude i ørknen. Området omkring Laughlin er berygtet for at være det sted i USA, hvor man jævnligt måler de varmeste temperaturer. Op over 50 grader i sommermånederne. Da jeg kører ind foran Laughlin Ranch Golf Club siger temperaturmåleren i bilen 94 fahrenheit, knap 35 grader. Men vi er jo også kun i slutningen af april.

Ude på banen blæser det til gengæld. I forårs- og sommermånederne trækker den varme vind op gennem Mohave-dalen syd fra, og en dag som i dag truer den med at blæse alt og alle af banen. Som bartenderen i restauranten siger, mens jeg nyder min club sandwich med kold kartoffelsalat: – Vi får hverken jordrystelser eller tornadoer, men vinden – den kan man regne med!

 Laughlin Ranch Golf Club er en utrolig smuk, men samtidig skræmmende svær offentlig bane, der snor sig gennem let kuperet ørken og områder med nybebyggelse. Banens stand er formidabel, og dens afvekslende hulforløb får en til at føle sig forkælet i en grad, der får fem streger og en god håndfuld mistede bolde til at føles som en fair betaling. På hul 10 rejser teestedet sig som et udkigstårn med endeløs ørken 180 grader rundt.

Efter fire timers kamp med elementerne, tænker jeg kun på en ting: Hvis bare jeg dog kunne spille banen igen – uden vind, tak. 

Krydstogtstemning
Jeg kører i en Chrysler Sebring cabriolet. Egentlig er bilen min største skuffelse. Inden jeg tog herover havde jeg lovet mig selv samt alle, jeg kom i nærheden af, at jeg ville udleve drømmen og tilbagelægge ruten i en åben Ford Mustang. Chancen for at køre væk i den uimodståelige superbil fordufter imidlertid, da Hertz i Los Angeles’ lufthavn uden så meget som et suk eller et ”sorry” fortæller mig, at der ikke er navigation i en Mustang. Kald mig kylling, men med udsigt til at fare vild i alt fra downtown LA til ørkenen i Arizona, så er der intet at rafle om.

Selvom der er langt mere krydstogtsstemning end rock and roll over Chrysleren, så er følelsen alligevel tilpas rigtig, mens jeg snor mig hen over Mohave-bjergene og ind i Arizona. Det bliver til en enkelt nervøs trækning, idet jeg passerer gennem den lille by Oatman, som i dagens anledning er fyldt til bristepunktet med Harley Davidson motorcykler. Ejerne står langs siden, iklædt læderveste, bandanaer og bare arme med tusch a la mode.

Laughlin Ranch Golf Club

Der er tid for årets River Run Festival, hvor motorcykler fra hele USA samles omkring Laughlin. Jeg føler mig på alle måder malplaceret i min åbne sportsvogn, så jeg nøjes med at vifte med mit kamera op over forruden, og dermed har jeg set, hvad der er at se i Oatman. 

Fra Clark Gable til Wyatt Earp
På den anden side af Mohave bjergene ligger byen Kingman, et fast stoppested for Route 66 aficionados. Som flere andre byer på ruten, har også Kingman sit helt eget indslag fra filmens verden. For eksempel tilbyder den natlogi på det gamle Beale Hotel, hvor Clark Gable i 1939 giftede sig med sin mindre kendte kollega Carole Lombard. Lombard var en af Hollywoods store komiske talenter i 30erne. Hun døde i 1942 i et flystyrt. Hvor amerikanerne dog elsker deres filmhistorie!

Kingman lokker med en enkelt kommunal golfbane, Cerbat Cliffs Golf Course. Efter en anonym overnatning på Holliday Inn nøjes jeg med at smugkigge på klubbens anlæg. Min ryg forlanger en golfpause, og desuden drømmer jeg om at nå tidligt frem til næste stop, byen Flagstaff, der ligger 260 kilometer længere mod øst.

Jeg følger Route 66 mod nord gennem bl.a. Truxton, en støvet samling huse, der kun hægter sig fast i den forbipasserende, fordi Frontier Cafe lokker med kaffe til 50 cent. Da jeg trækker i døren, er den desværre låst. Det er søndag.

Efter yderligere tre kvarters kørsel, rammer jeg Seligman. For dem, der har set animationsfilmen Cars, så minder byen lidt om filmens kulørte omdrejningspunkt, Radiator Springs. Hovedgaden i Seligman er én lang fejring af de sorgløse 50ere med farverige neonskilte, der befaler den rejsende at aflægge besøg hos den lokale general store, gas station eller highway cafe. Denne gang hedder cafeen Copper Cart, og den er tilmed åben. Mit humør stiger endnu et par grader, da jeg får serveret den største portion æbletærte med vaniljeis vest for Rio Grande.

Fra Seligman møder Route 66 igen I40. Jeg springer på motorvejen og liner bilen op mod Flagstaff. Efterhånden som jeg nærmer mig, begynder landskabet at ændre karakter fra prærieørken til nåleskov. Jeg kører opad, og den varme ørkenluft afløses af en kølig vind, der får min åbne tilværelse bag rattet til minde om nøgenbadning i november.

Godt afkølet ankommer jeg en god times tid senere til Flagstaff, hvor jeg indlogerer mig på Hotel Weatherford. Hotellet er fra 1900 og har gennem tiderne budt bl.a. aviskongen William Hearst, præsident Roosevelt og gunslinger Wyatt Earp velkommen som gæster. Inden jeg går til køjs, når jeg at høre bartenderen fortælle, at det tilmed spøger på hotellet. Hun har selv oplevet det, maskiner, der starter af sig selv, underlige vindpust, damer, der kommer og går.

Tak for det, siger jeg bare – fandens til oplysning. 

Golf i to kilometers højde
”Hvis du skynder dig, kan du gå ud sammen med Allen. Han står allerede oppe på teestedet”. Jeg trykker pedalen i bund og sender min golfvogn gennem et par hårde sving hen mod 1. tee. Selskabet, der står for opfordringen, følger lidt bagefter, mens jeg introducerer mig for den ældre fyr på teestedet.

Allen viser sig at være et hyggeligt medlem af Continental Country Club. I området omkring Flagstaff ligger der en del højtprofilerede golfbaner, men denne bane er efter sigende den eneste, der byder offentligheden velkommen. Efter en begivenhedsløs nat uden spøgeri, er dagens valg af golfoplevelse derfor ret enkel, og Allen, der underviser på det lokale universitet, viser sig at være en fin guide.

Continental Country Club

Han undskylder banens stand med, at de fik en hel del sne i vinters, og at det først er nu, banen er blevet rigtig spilbar. Flagstaff ligger i over to kilometers højde, og de lokale står hver vinter på ski i bjergene nord for byen. De stadig sneklædte tinder udgør et smukt bagtæppe til banens mange åbne huller. Golfmæssigt er det dog mest, når man svinger ind mellem nåletræerne, Continental får lidt karakter. 

Katedralen, kaffekanden og Nusser
En rigtig stor golfoplevelse bliver Continental aldrig. Og det er okay, for jeg mener at have noget bedre i vente. For første gang forlader jeg for en stund den slagne rute, og kører stik syd ad Highway 89 i retning mod kunstnerbyen Sedona. Da vejen pludselig dykker ned gennem Oak Creek Canyon, er det som at køre ind i et postkort. Foråret lader træerne langs siden stråle selvlysende, mens de røde klipper får baggrunden til at hæve og sænke sig i takt med min nedstigning til kløftens bund.

Efter en halv times kørsel slipper klipperne deres greb, og pludselig holder jeg på Sedonas hovedstrøg. Oppe til højre lokker Matterhorn Inn med byens bedste udsigt. Jeg booker et værelse og tager imod hotelmutters forslag om at spise aftensmad på The Hideaway. ”De har en pragtfuld udsigtsterrasse lige ud til Snoopy Rock”, lyder anbefalingen.

Sedonas hovedattraktion er de røde klipper, som omkranser store dele af byen. Flere har de lokale givet navne efter deres udseende. Snoopy Rock ligner angiveligt Nusser, når han ligger på ryggen. Med turistkasketten godt nede over panden er ligheden simpelthen slående …

En anden hovedattraktion er de to golfbaner The Oakcreek Country Club og Sedona Golf Resort, der begge ligger spredt ud for fødderne af de rustrøde klipper. Efter en god nats søvn følger jeg igen hoteldamens anbefaling, og parkerer bilen foran Oakcreek, den ældste af de to baner.

Det er højsæson, og der er pres på, men jeg får lige lov til at knibe mig ind i en trebold. En halv time senere hilser jeg på to gange Allen, og da de fortæller, de er svogre, beslutter jeg mig for, Allen må være det mest almindelige navn i USA. Fjerdemanden hedder Phil, og er en lille tyk mand med hvalrosskæg og en munter attitude. Han har for nyligt solgt sit firma, der handlede med aircondition i Phoenix, en af USA’s varmeste byer. Skal man tro Phil, var konkurrencen hård og bestemt ingen guldgrube. Ja-ja, den er god med dig, Phil.

Oakcreek viser sig at blive en af turens golfmæssige højdepunkter. Banen, som er designet af Robert Trent Jones Sr., snor sig rundt om klipper med så poetiske navne som katedralen og kaffekanden. Der er en parkbane, og ifølge to gange Allen skulle den både være mere hyggelig og mindre kuperet end nabobanen Sedona Golf Resort.  

Showdown ved Oakcreek
Området omkring Sedona har lagt sten og kaktusser til utallige skydefilm, bl.a. ”Apache”, ”3.10 to Yuma” og ”The Quick and the Dead”. Derfor er det måske ikke så underligt, at en golfrunde på Oakcreek føles som at gå en runde i en spaghetti western. Mens jeg skeler til den mageløse kulisse, kan jeg høre de hylende toner fra Ennio Morricone berømte fløjtesektion. Der er showdown i Oakcreek, og jeg ender med at forlade skyderiet med en 91’er på kortet og en oplevelse til scrapbogen. 

Oak Creek Country Club

 Tilbage på Route 66 springer jeg byerne Winslow og Holbrook over, og styrer direkte mod Gallup på den anden side af grænsen til New Mexico. Jeg er sent på den, og da jeg endelig drejer ind foran Hotel El Rancho er klokken blevet halv ni om aftnen.

El Rancho er endnu et stykke filmhistorie. Lobbyen har flere gange fungeret som scenografi for drømmefabrikken i Hollywood, og rundt på væggene hænger der bogstavelig talt hundredvis af portrætter, signeret af Burt Lancaster, Jane Fonda, John Wayne og Ronald Reagan. Selv spisekortet er arrangeret i scener.

Trods stjernestøvet virker El Rancho en smule slidt i betrækket. En overnatning koster heller ikke mere end godt 80 dollars, hvilket får mig til at overveje, om filmbranchen i virkeligheden er befolket af en flok nærigrøve. 

Pas på slangerne
Næste stop er en golfbane, der ligger i byen Grants 100 km længere mod øst ad Route 66. Og det bliver et kort stop, for Coyote del Malpais Golf Course viser sig ikke ligefrem fra sin mest gæstfrie side. Banen er pivåben, og blæsten gør det svært at stå stille over bolden. Desuden advarer skilte ved flere teesteder mod slanger.

Blæst på Coyote del Malpais Golf Course

Ni huller rigere, men fire bolde fattigere, kaster jeg mig igen i sikkerhed i bilen i ly for vinden, der nu har krydret oplevelsen med en mindre sandstorm. Den gode nyhed er, at jeg pludselig har indhentet et par timer, og kan nå at besøge Sky City i Acoma – og samtidig måske nå hele vejen til Albuquerque en dag før beregnet.

Sky City er kort fortalt en boplads på toppen af en klippe. Bopladsen har været beboet i over 1000 år og er dermed så vidt vides det ældst beboede stykke land i USA. Acoma indianerne, som har retten over området, værner om deres kulturelle guld med stor nidkærhed, om end man kan få andel i oplevelsen mod passende offergaver. Med andre ord koster det 10 dollars at fotografere og lidt flere dollars at besøge selve Sky City.

Med mindre man er blandt de heldige, der mærker de afdøde ånders nærhed, så er Sky City i korte træk en flok lerklinede hytter på en klippe. En fascinerende historie i en naturskøn kulisse. Indholdet synes bare lidt fattigt. Jeg går med fred, og retter sigtekornet mod Albuquerque: New Mexicos største by. 

Dale og de to krigere
Kan man nå at køre hele Route 66 på syv dage? Vel kan man ej. Ikke hvis man samtidig skal støvsuge ruten for passende golfoplevelser. Min plan har hele tiden været at stoppe i Albuquerque, og den plan har vist sig at passe fint.

Planen har også været at spille en runde golf med Dale. Helt fra jeg tog hjemmefra, har jeg haft en ivrig korrespondance med Albuquerques Convention & Visitors Bureau. Dale er bureauets øverstbefalende, og da jeg hilser på manden med de venlige øjne, mærker jeg, turen er på vej mod en passende afslutning.

Dale Lockett er et yderst sympatisk menneske, der ikke overraskende mener, New Mexico har meget at byde på som golfdestination. Ifølge Dale er området omkring Albuquerque broderet med naturskønne baner som Paa-Ko Ridge, Santa Ana og Twin Warriors. Temperaturen holder sig hele året inden for menneskelige margener, og priserne for at spille når aldrig i nærheden af det niveau, man finder i golfkendte Arizona.

Som det efterhånden er blevet en vane, spiller vi Twin Warriors Golf Club i en mindre storm. Oplevelsen vækker imidlertid gode minder fra min runde i Laughlin, og da jeg forlader sidste green, føler jeg mig overbevist om, at banen på en solstille forårsdag ville traktere enhver golfspiller med en usædvanlig oplevelse. Hvis Dale har ret, så er der mere golf i Albuquerque end bare til en enkelt dag.

Hvilket desværre er, hvad jeg har tilbage. Fra Albuquerque fortsætter Route 66 gennem fire yderligere stater for til sidst at støde ind i Chicagos havnefront ved Lake Michigan. Jeg selv afleverer bilen i Albuquerque International. Klokken 10.00 går flyveren, og jeg har 14 timers flyvetid til København. Jeg vil udnytte tiden og snupper mig en god lang lur.  

Golfbaner langs Route 66
Der findes givetvis hundredevis af baner langs hele Route 66. Her er en oversigt over de baner, jeg nåede at besøge på min tur. Jeg har for sjovt skyld givet dem stjerner fra et til fem. Det er min subjektive vurdering – ikke en officiel rating.

Vejen til den amerikanske sjæl
I sin bog ”Route 66 Travelers Guide” fortæller Tom Snyder en ganske skræmmende historie om den gang i slutningen af 50’erne, hvor californiske embedsfolk i samråd med kernefysikere planlagde at jævne Bristol Mountains med jorden ved hjælp af 22 atombomber. Kraften fra bomberne vil være 133 gange større end bomberne over Hiroshima og Nagasaki. Når bjergene var fjernet ville Route 66 kunne afkortes med hele 25 kilometer. Wow – sikke en bedrift! Og så kunne man også få brugt nogle af de gamle og meget radioaktive bomber, man ikke vidste, hvad man ellers skulle gøre af.

Planen røg i vasken, da russerne i 1963 valgte at underskrive en aftale, der forbød atomforsøg. Derfor ligger Bristol Mountains stadig og fylder midt i Mohave ørknen.  

En vej for eventyrere
Historien er blot en af mange, der gør Route 66 til mere end et ligegyldigt nummer i vejkortet. Den fortæller om en strækning, der har overlevet mere end de fleste, og som netop derfor indtager en speciel plads i amerikanernes hjerte.

Route 66 fik sit officielle stempel 1926 som vejen, der forbandt Chicago i øst med Los Angeles i vest. Gennem skove, bjerge og ørkener strakte vejen sig cirka 4000 kilometer henover USA. Visse steder var begrebet vej endda at stramme den. Lange strækninger fortsatte med at være støvede hjulspor helt indtil 1937, hvor etapen mellem byerne Peach Springs og Hackberry i Arizona som den sidste fik et lag asfalt.

I Route 66’ første år var det altså ikke ligefrem en fornøjelse at køre på vejen. Tvært imod bød den på yderst farefulde oplevelser, som man skulle være lidt af en eventyrer, for at kunne klare. Den amerikanske forfatter John Steinbeck er berømt for i sin roman ”Vredens druer” med stor indlevelse at have beskrevet de trængsler, man som rejsende i 30erne måtte gennemleve på vej mod appelsinplantagerne, Stillehavet og en ny tilværelse i Californien. 

Elsket, forladt og genopstanden
Route 66 fik dog i løbet af få år et renommé som en vej med sit helt eget liv, sin helt egen historie – ja, sit helt eget formål. Efter 2. verdenskrig vender lykken for alvor for Route 66, som med tidens candyfloss optimisme pludselig bliver et udflugtsmål i sig selv. Amerikanerne har jo fået bil, og hvad skal man med en bil, uden en vej.

Op gennem 40erne og 50erne udvikler Route 66 sig til et nationsymbol for den rejselystne amerikanske sjæl. Op og ned ad vejen tromler Mr. and Mrs. Springfield, mens byerne langs vejen begynder at bugne med motels, diners og souvenir shops. USA har fået sin Main Street of America, som alle er vilde efter at besøge.

Forelskelsen dør dog langsomt i takt med de store motorvejes fremmarch. De bilglade amerikanere vokser i 70erne ud af den smalle vej, og forlanger flere spor og mere fart. Da det sidste stykke Interstate 40 anlægges i 1984, er det slut med Route 66 som nødvendigt bindeled. Nu kan man fræse hele vejen henover kontinentet uden så meget som at kigge på den gamle vej.

Som det så ofte sker, når noget dør, så blev gravtalen samtidig en energiindsprøjtning til myten om Route 66. I løbet af de seneste årtier har vejen rejst sig fra asken og blevet sin egen aflange forlystelsespark for eventyrlystne rejsende. Ganske vist handler det ikke om liv og død længere, for Route 66 passer godt på sine gæster. Det er jo blandt andet derfor, de kalder den for modervejen.

”Nr. 66 er flugtens hærvej, ad den kommer folk, der flygter for støv og nedgangtider, for traktorernes drøn og deres selvejes ruin, folk, der flygter for ørkenens langsomme invasion nordpå, for de farende vinde, der kommer hylende op fra Texas, for oversvømmelserne, der ikke bringer jorden nogen rigdom, men stjæler den smule, der er. For alle de ting flygter menneskene, og de kommer ud på nr. 66 fra sideveje, fra biveje, fra opkørte markveje, veje, der er som bifloder til moderfloden. Nr. 66 er modervejen, flugtens hærvej.”

John Steinbeck - Vredens druer 

Seneste nyheder på DGU.org